Omfartsvej indvies med en folkefest
To års vejarbejde i Gørløse i Nordsjælland afsluttes med en vejfest.
Omfartsvejen er i den grad en glædelig begivenhed for lokalbefolkningen, der har levet med en stigende trafik gennem byen på over 11.000 biler i døgnet.
Med den nye vej bliver der ro på hovedgaden. Skolebørnene kan igen færdes sikkert på cykel og til fods. Samtidig får fremkommeligheden i området et gevaldigt løft.
Indvielsen begynder i et telt på Gørløse Omfartsvej med adgang fra Hovedvejen. Der vil være skiltet til p-plads.
Alle er velkomne
Det officielle program er:
Kl. 10.10 - Velkomst v/vejdirektør Per Jacobsen. Borgmester Kirsten Jensen, Hillerød Kommune, taler. Det samme gør skoleleder Birgitte Glejborg Jensen, Gørløse.
Kl. 10.45 - Veteranbiler indvier vejen.
Alle er velkomne til indvielsen
Festen fortsætter
Efter selve indvielsen fortsætter de festlige aktiviteter på omfartsvejen og i Gørløse.
I et informationstelt viser medarbejdere fra folkemuseet i Hillerød oldtidsfund fra Gørløse Omfartsvej.
Desuden er der ophængt en fotoserie fra byggeriet taget af lokalfotograf Mogens Overgaard, mens medarbejdere fra Vejdirektoratet står til rådighed for spørgsmål til projektet.
Lokalforeningen for Gørløse og Omegn har arrangeret kagebord og omfartsvejløb, hvor alle friske piger, drenge, forældre og bedsteforældre kan indvie omfartsvejen på rulleskøjter, cykel eller til fods. Om aftenen er byfest.
Forbilledligt samarbejde
- Vi har i de to år, hvor vejen er blevet bygget, haft et forbilledligt samarbejde med borgerne i Gørløse, siger projektleder Jesper Glargaard, Vejdirektoratet.
- Det er en fornøjelse at opleve den store opbakning fra hele byen. Indvielsen bliver en stor dag både for Gørløse og for de bilister, som dagligt kører mellem Hillerød, Frederikssund og Roskilde.
Selve vejen vil først være åben for trafik i løbet af mandag den 22. august.