2.000 havnearbejdere får mulighed for svendebrev.
Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) har godkendt AMU Nordjylland og AMU Vestsjælland som udbydere af den ny havne- og terminaluddannelse.
Der er tale om en erhvervsuddannelse, der både retter sig mod unge, der har lyst til og interesse i at arbejde i en havn, og mod erfarne havnemedarbejdere, der vil have flere kompetencer og et svendebrev som bevis på deres kunnen, oplyser Undervisningsministeriet.
Der forventes i første omgang et optag på cirka 30 elever årligt i en branche, der beskæftiger 2000 havnemedarbejdere.
Foruden det sjællandske AMU-center bød fire jyske uddannelsessteder på opgaven, hvor den nordjyske blev udpeget.