23948sdkhjf

Ensidig satsning på elbiler koster Danmark dyrt

Den danske registreringsafgift kombineret med en alt for ensidig satsning på elbiler som fremtidens grønne transport bærer en del af skylden for, at Danmark sakker alvorligt bagud, når det gælder miljøvenlig transport.
Det skriver ErhvervsBladet. I sidste måned tildelte EU-Kommissionen Danmark en sur smiley for miljøindsatsen på transportområdet, og satte os dermed på linje med Malta og Litauen.

Modsat vores nabolande satser Danmark nemlig alt på elbiler som bæredygtig transportform, og af den grund er bilerne fritaget for dansk registreringsafgift. Biler som kører på andre miljøvenlige brændstoffer, herunder biobrændsel, er derimod underlagt afgift. Men den beslutning er, ifølge flere eksperter, taget på et forkert grundlag.

- Danmark favoriserer elbiler, og de markedsføres som nul-emissionsbiler. Elbiler forurener ganske rigtigt ikke, når de kører. Men det gør de til gengæld, når de lader op. Det er her, de skal måles. Politikerne bruger et forkert målingsværktøj, men det skal ikke få dem til at gennemføre en forkert politik på området, siger Torben Kudsk, chefkonsulent i FDM's politiske sekretariat, som efterspørger konkrete tal på udledning fra de biler, der faktisk kører på vejene.

To fluer med ét smæk

Med en omlægning af de danske registreringsafgifter på biler, ville Danmark kunne slå to fluer med et smæk: Både billigere og grønnere biler. Et godt eksempel er Opels nye hybridbil Ampera, der har både el- og forbrændingsmotor. Den kan køre mere end 60 kilometer på literen. Men når bilen kommer til Danmark i 2012 er prisen 671.000 kroner, fordi den pålægges den fulde registreringsafgift. I Sverige kan den derimod erhverves afgiftsfrit for, hvad der svarer til 356.000 danske kroner. Derudover er der i Sverige støtteordninger på biobrændsel for at udbrede miljøvenlig transport.

Anbefalinger fra EU

EUs klimakommissær anbefaler en gennemgang af beskatningssystemet for at sikre en overgang til et fossilfrit energisystem:

- Jeg ved ikke, om regeringen kommer til at tage den anbefaling til sig, men jeg har hørt stort set alle energiordførere samt de toneangivende organsisationer sige, at det er en god idé. På et eller andet tidspunkt bliver politikerne nødt til at se på skattesystem med de »antifossile briller« på, siger EU's klimakommissær Katherine Richardson til ErhvervsBladet.

Hun bakkes op adskillige steder fra. Det er mange år siden, at bilbranchen, FDM og andre organisationer fremlagde en hvidbog, der gjorde op med de nuværende danske bilafgifter. I stedet for generelt dyre biler bør de grønne biler gøres billigere. De manglende indtægter skal hentes på dyrere brændstof. Det skal altså gøres dyrere at benytte bilen. Dermed ville vi slippe af med en gammel, forurenende bilpark og få en nyere og grønnere. EUs Klimakommission og Det Europæiske Energiagentur bakker op om en ændring af bilafgiftssystemet, der vil reducere forbruget af fossilt brændstof.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094