Mønsteropskæring giver god mening
Lastvognsdæk er for nylig steget med ca. 10 procent, hvilket gør det svært at holde dækbudgettet for 2011.
Som årsager til de højere dækpriser anfører Lars Skov-Andersen, salgschef hos Euromaster, stigende olie-, stål- og rågummipriser samt øget afsætning af dæk på både nyvogns- og eftermarkedet, især i vækstøkonomier som Kina og Indien.
Prisstigningerne er ifølge salgschefen en god lejlighed til at udskyde udskiftningen af dækkene til efteråret og i stedet få dem mønsterskåret.
Det er ikke optimalt at køre på nye dæk i sommermånederne. På den varme asfalt forsvinder de første millimeter af et nyt dæk som dug for solen. Ud fra en økonomisk og sikkerhedsmæssig betragtning er efteråret det bedste tidspunkt for et dækskift, og med den rigtige opskæring i maj eller juni kan mange holde sig kørende på de gamle dæk sommeren over.
Ved opskæring nu forlænger man dækkenes levetid med op til 25 pct. og undgår dyr slitage på nye dæk i sommermånederne. Samtidig opnår man bedre brændstoføkonomi.
Jo flere mm der er tilbage på et dæk, jo større rullemodstand. Ved mønsteropskæring forlænger man dækkets levetid i den periode, hvor rullemodstanden er mindst, og sparer derved også diesel.