23948sdkhjf

Det bedste fra to verdener

Jyske Finans og Finans Nord er tilsyneladende perfekte partnere. Deres forretningsområder og kundestrategi supplerer hinanden på bedste vis.
"Det er usædvanligt, at to selskaber passer så godt til hinanden", har en finansrådgiver sagt om Jyske Finans og Finans Nord, som fusionerede pr. 23. september og havde første fælles arbejdsdag den 3. oktober.

Flere iagttagere af den finansielle sektor ser Jyske Finans og Finans Nord som perfekte partnere. Det gør de to selskaber også selv.

- Vi er to stærke selskaber, som går sammen, siger Allan Mortensen, områdedirektør i Jyske Finans, og Gert Tougård, tidligere adm. direktør i Finans Nord. Gert Tougaard kommer med i den nye ledelse i Jyske Finans. Han skal videreføre Finans Nords salgsstyrke og kunder i afdelingen Jyske Finans Erhverv Direkte.

Med sammenlægningen af de to selskaber bliver Jyske Finans en af de største i branchen herhjemme.

- Det er svært at sige, om vi bliver nummer 1, siger Allan Mortensen.

- Det afhænger af, hvordan man måler det. Det er heller ikke vigtigt for os at være nummer 1. Det handler om at få videreført de to selskabers styrker og skabt en ny fælles kultur.

Fakta er, at Jyske Finans har købt Finans Nord A/S og Easy Fleet A/S. Finans Nord fortsætter som Jyske Finans Erhverv Direkte med Gert Tougård som øverste chef og Hans Jørgen Stenz og Anders Hansen som salgsledere i henholdsvis Aalborg og Roskilde. Finans Nords kontor i Kolding lukker. Der er ikke basis for tre kontorer i Jylland. De finansielle rådgivere, der var tilknyttet kontoret i Kolding, fortsætter med uændret arbejdsområde og kunderne vil ikke opleve den store ændring.

Brugtvognscentret i Taulov følger ikke med. Datterselskabet Finans Nord AB i Sverige medgår heller ikke i handlen.

Alle nye leasingaftaler bliver oprettet i Jyske Finans. Løbende vil leasingaftalerne fra Finans Nord blive ført over i Jyske Finans. På et tidspunkt vil alle kunder være flyttet over.

Det nye Jyske Finans bliver på omkring 200 medarbejdere, heraf kommer de 90 fra Finans Nord. Der er stort set tale om en fordobling af medarbejderne. På erhvervssiden er der også tale om en fordobling af omsætningen og kundeporteføljen.

Forene to kulturer

Målet er at forene de bedste af to verdener.

- Jyske Finans er godt nok køberen, men vi ønsker ikke at ændre Finans Nords koncept, understreger Allan Mortensen.

- Finans Nord har gjort det rigtig godt, og det ønsker vi at lære af og gøre brug af. Vi vil vokse yderligere sammen de kommende år. Vi regner med at øge balancen med fem milliarder frem til 2015.

- Finans Nord har været meget stærke på salg til vognmænd og enkeltkunder, mens vi i Jyske Finans har haft fokus på leverandør- og forhandlersiden. Disse to sider supplerer hinanden rigtig godt.

Inden for person- og varebiler fortsætter Easy Fleet fortsætter som et selvstændigt "brand". Også her forenes to styrker.

- Easy Fleet har været markedsledende inden for flådesalg og privatleasing, mens Jyske Finans har været stærke over for forhandlerleddet, hvor man har været det bagvedliggende leasingselskab for en række firmaer og bilmærker - såkaldte "captives". Begge koncepter fortsætter og styrkes.

Tror på transport

Både Allan Mortensen og Gert Tougård tror, at transportsektoren kommer styrket ud af den nuværende krise.

- Vi skal måske igen igennem en lille krise, hvor væksten ikke bliver så stor, siger Gert Tougård.

- Hvis der kommer en produktionsnedgang i Europa, er der fare for, at der bliver færre varer at transportere; men der vil altid være behov for transport. Derfor er transport en interessant branche at være i.

- Det er fortsat vigtigt, at transportbranchen løbende tilpasser sig de aktuelle vilkår. Derfor vil vi være tæt på kunderne og hjælpe dem med at tilpasse sig til behovet og markedet.

- Vi har mange produkter i vores palette, og vi glæder os til at til at komme ud og fortælle vores kunder om de nye mål og muligheder, slutter Allan Mortensen og Gert Tougård.

Ledergruppe

Gert Tougård er trådt ind i Jyske Finans’ ledergruppe, som består af:

• adm. direktør Jes Rosendal.

• kreditdirektør Kim Lund Nielsen.

• Allan Mortensen, ansvar for leverandørsamarbejde, bilforhandler samarbejde og Easy Fleet.

• Gert Tougaard, ansvar for divisionen Erhverv Direkte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111