Velkommen til Vestfyn Trækker 2011
Endnu engang kan VBG invitere den danske transportbranche til udstilling i Ejby på Fyn. Messen er holdt ni gange - og succesen bliver større fra gang til gang.
Det bliver forhåbentlig starten på tre super dage med godt vejr, gavmilde udstillere og købelystne besøgende. Alle sejl sat til, så de besøgende kan se et stort udvalg af det nye materiel, som vil præge landevejen de kommende måneder og år.
Arrangørerne, VBG, har ikke udarbejdet et egentligt program for messens forløb, fordi det handler om at de besøgende og udstillerne skal få en snak. Men der er tre tidspunkter, man skal være opmærksom på!
Fredag 09.45. Et kvarter før messen officielt åbner vil Per Mikkelsens fine røst lyde ud over området. Fra to gigantiske højttalere vil han byde udstillerne velkommen - inden det for alvor går løs. Fredag kl. 10.00. Dørene åbnes, og de besøgende strømmer ind.
Fredag 11. 30. Europa-parlamentariker og tidligere erhvervsminister Bendt Bendtsen holder den officielle åbningstale. Man behøver ikke forlade sin stand, for at deltage i åbningstalen. Der er sørget for, at alle kan høre Bendt Bendtsen via højttalerne. Allerede for en måned siden kunne Per Mikkelsen melde om udsolgt.
- Alle stande er solgt. Det er enormt glædeligt for arrangementet som helhed, og ikke mindst for hele teamet bag udstillingen.
- Vi har brugt mange ressourcer på markedsføring i år. Vi har været hele vejen rundt, alle fagblade og brancheblade, mange organisationer har været involveret, bannere på internet, et meget stort antal fribilletter er uddelt og der er indrykket fribilletter i rigtig mange fagblade og aviser.
- Konceptet er, at vi alle løfter i fællesskab - og det er lykkes, set herfra.
- Tak for indsatsen. Nu kan vi alle glæder os til at tage imod rigtig mange besøgende på messen, siger Per Mikkelsen, som lover, at han har husket at bestille godt vejr hos de højere magter.
Åbningstider
fredag: 10.00-19.00
lørdag: 09.00-17.00
søndag: 09.00-16.00