Farverigt, fornøjeligt og fagligt
Vestfyn Trækker er igen lykkes med en udstilling, hvor fagligheden er i højsædet.
Man kan vel godt sige, at det er den transportmateriel-udstilling herhjemme, der er vigtigst efter transportmessen i Herning. Og det er faktisk rigtig godt gået for en udstilling, der begyndte som et mindre kunde-arrangement hos initiativtageren VBG.
Der er lidt imponerende, at VBG kan samle over 100 udstillere på Vestfyn til en professionel udstilling, og at kadencen oven i købet er blevet sat op, så Vestfyn Trækker nu finder sted hvert år: Hatten af for Per Mikkelsen og hans VBG-team.
For nogle af udstillerne er Vestfyn Trækker faktisk årets vigtigste begivenhed. Det er her, de har mulighed for at møde deres kunder og præsentere deres produkter og know-how.
Men Vestfyn Trækker er også det sted, hvor en stor del af branchen mødes og networker - det er et moderne ord for, at vi mødes og har det godt sammen og så laver vi måske lidt forretning ved samme lejlighed.
Vi ser i hvert fald frem til tre gode dage til VBGs store havefest, hvor det er farverigt og fornøjeligt, men hvor fokus hele tiden er på fagligheden.
Rigtig god fornøjelse.