23948sdkhjf

I effektivitetens og miljøets tegn

Vestfyn Trækker fokuserer på effektiv, miljøvenlig teknologi – og åbnes i år af Bendt Bendtsen.
Det er væsentligt at skabe bedre rammer for transportbranchen, ikke mindst for at undgå udflagning. Teknologi, der på én gang er miljøvenlig og sikrer øget effektivitet, spiller her en nøglerolle.

Sådan siger Bendt Bendtsen, tidligere formand for Det Konservative Folkeparti og i dag medlem af Europa-Parlamentet. Det bliver ham, der fredag, den 27. maj, kl. 11.30 holder åbningstalen på Vestfyn Trækker i Ejby.

Mange af årets udstillere vil netop diskutere grøn innovation med de besøgende – herunder den nye Euro-6-norm, som skal reducere lastvognes udledning af forurenende partikler, samt de nye regler om vægt og akseltryk, der muliggør store brændstofbesparelser.

I sit arbejde i Europa-Parlamentet har Bendt Bendtsen netop fokus på grøn innovation. Bl.a. står han bag en ambitiøs rapport, som EU-Kommissionen nu benytter som inspiration i sit arbejde med bedre energieffektivitet.

Den indeholder på en lang række områder konkrete anbefalinger til, hvordan vi med grønne tiltag kan skabe jobs og vækst, samtidig med at udledningen af drivhusgasser reduceres. Hovedkonklusionen er, at der er brug for en kraftig reduktion af energiforbruget i EU-landene, hvis det for alvor skal lykkes at nedsætte CO2-udledningen.

Bedre standarder

– Bedre standarder for produkter er det mest effektive middel, vi på EU-niveau har til at nå disse mål, vurderer Bendtsen, hvis rapport har særlig fokus på transportområdet.

Anbefaler modulvogntog

Blandt andet anbefaler han kraftigt at udbrede modulvogntog til hele EU. Lige nu findes de kun i fire EU-lande ud over Danmark.

– Kommissionen bør lette på reglerne, så modulvogntog kan komme til at udgøre en større del af den grænseoverskridende transport i EU. To modulvogntog kan fragte det samme som tre almindelige vogntog. Dermed betyder de bedre konkurrenceevne og færre lastbiler på vejene, samtidig med at der kan spares op til 5 millioner ton CO2 årligt, hvis de bliver udbredt til hele EU, siger han.

Styrke SMV’er

En anden af Bendt Bendtsens erhvervspolitiske mærkesager er vilkårene for små og mellemstore virksomheder – i EU’s definition alle firmaer under 250 ansatte og dermed langt størstedelen af transportbranchen.

– SMV’erne skal være drivkraften i den økonomiske vækst, for her skabes flest nye job. Den vækst bør EU hjælpe på vej, siger Bendt Bendtsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078