Få mere viden om de nye vægtregler
VBG sætter selv fokus på transportbranchens nye vægt-grænser på Vestfyn Trækker.
De ændrede vægtregler er på dagsordenen, når VBG inviterer til transportudstilling i "eget" hus, VBG har selv egne stande inden døre på selskabets lager/værksted samt udenfor, hvor VBG blandt andet viser den nyeste generation af den automatiske MFC-kobling.
- De nye vægtregler fylder meget i branchen. Vi får rigtig mange henvendelser fra folk, der vil vide, om deres udstyr kan holde til den øgede vægt, siger Per Mikkelsen, direktør for VBG i Danmark.
For ham er det vigtigste, at vognmænd ikke bare kobler et tungt vogntog sammen, men får undersøgt materiellet først.
- Vi vil gerne være vognmændene behjælpelige også selv om de ikke måtte bruge vores udstyr, siger Per Mikkelsen.
Han peger på, at rådgivning til daglig dels kan ske over telefon eller ved hjælp af fotos, "og er vi i tvivl, som kommer vi gerne forbi uden at det skal koste vognmanden en krone".
- De færreste skal ud at købe nyt materiel for at kunne klare de nye vægtgrænser. Der er dog nogle påhængsvogne, der skal have nye trækstænger, fordi de gamle er for små og her må vognmanden ikke gå på kompromis med sikkerheden, påpeger Per Mikkelsen, der sammen med sine medarbejdere er klar til på Vestfyn Trækker at rådgive vognmænd og opbyggere i de nye vægtregler.