Optimismen er kommet tilbage
- Trailerbranchen var været ramt hårdt af de seneste to års krise; men nu er der langsomt ved at komme gang i trailersalget herhjemme, siger Ole Knudsen, Krone.
Samtidig er optimismen langsomt vendt tilbage. Her i starten af 2011 er der ved at tegne sig et billede af transportfirmaer, som er klar til at investere i gen. Ganske vist er investeringslysten stadig på et lavt blus, men det er væsentligt bedre end sidste år.
Sådan oplever salgschef Ole Knudsen fra Krone Skandinavien situationen.
- Der kommer flere og flere forespørgsler samtidig med at vi får flere og flere ordrer i hus, så det går den rigtigt vej, siger Ole Knudsen.
- Der er efterhånden kommet et stort efterslæb, fordi virksomhederne ikke har investeret i et par år. Derfor mangler de nu nyt materiel.
- Brugtpriserne er også blevet lidt bedre. Det har fået nogle firmaer til at sælge deres brugte trailer og købe en ny.
- Der er jo grænser for, hvor længe man kan udskyde sine investeringer i nyt materiel. Materiellet skal helst være tidssvarende. Det er mest effektivt og billigst. Gammelt materiel er dyrere i drift og i vedligeholdelse.
Prisudviklingen
Mens andre trailerproducenter har meldt ud om prisstigninger tager Krone det mere med ro.
- Vi tilpasser løbende vores priser, siger Ole Knudsen.
- Derfor har vi ikke behov for at gå ud med en meddelelse om en generel prisstigning. Det er da klart, at priserne har været presset i bund her under krisen. Efterhånden som vi bevæger os ud af krisen, vil priserne stige i takt med efterspørgslen.
- Vi prøver naturligvis at effektivisere vores produktion og virksomhed, så vi kan holde priserne på et fornuftigt niveau.
I Tyskland er produktionen af trailere øget i 2010.
Ikke på messe
Fra Krone i Tyskland er det besluttet ikke at deltage på alle store transportmesser rundt omkring i Europa. Derfor udstiller Krone Skandinavien heller ikke på årets store messe Transport 2011 i Herning.
- Vi var stærkt til stede på den store internationale IAA-messe i Hannover sidste efterår, hvor også rigtig mange danske kunder benyttede lejligheden til at besøge Krones stand.
- Vi vil marketingsmæssigt prioritere lidt anderledes, - eksempelvis invitere vorekunder til at besøge trailerproduktionen og den permanente udstilling på Krones adresse i Tyskland, slutter Ole Knudsen