EU fortsat bekymret over dansk toldkontrol
Den 14. juli besøgte en gruppe eksperter fra Europa-Kommissionen Danmark for at kigge nærmere på, hvordan den styrkede grænsekontrol fungerer i praksis.
I særdeleshed hæfter eksperterne sig ved:
* at den risikovurdering, som ligger til grund for skærpelsen af kontrollen, synes utilstrækkelig;
* at tolderne ikke modtaget klare instrukser om, hvordan kontrollerne skal foregå;
* at der ikke er iværksat en struktur for indrapportering af antal og resultater af den intensiverede kontrol.
Ikke svar på spørgsmål
EU's kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström, som koordinerer de i Kommissionen involverede tjenester, er fortsat bekymret over situationen.
- Desværre gav dette besøg ikke udtømmende svar på vores spørgsmål, siger hun.
- Vi er fortsat bekymrede for, om den styrkede danske grænsekontrol er forenelig med traktatens bestemmelser, herunder med Schengen-reglerne.
Danmark skal bevise behovet
- Det påhviler Danmark at bevise, at situationen er så alvorlig, at det retfærdiggør at man indfører kontroller, som kan komme til at påvirke den fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og personer ved de indre grænser mod Tyskland og Sverige, fortsætter Camilla Malmström.
- Vi har allerede sendt ét brev til de danske myndigheder for at få yderligere klarhed over situationen. Resultatet af ekspertmissionen nødvendiggør nu en endnu tættere dialog med de danske myndigheder.
EU vil overvåge Danmark
- Vi skal også etablere et nøjagtigt overvågningssystem baseret på løbende indberetninger fra de danske myndigheder. Man kan heller ikke udelukke at det bliver nødvendigt at foretage yderligere besøg, siger hun.
- Kommissionen vil ikke tøve med at benytte sig af ethvert af sine til rådighedstående midler for at garantere den fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og personer og sikre at EU-retten respekteres.