To topøkonomer ser ikke et behov for et etisk kodeks, der skal forhindre meningsmageri blandt deres fagfæller.Flere fremtrædende økonomer efterlyser i onsdagens udgave af Information et slags etisk kodeks for fag og fagfæller.Det skal modvirke, at økonomer kommer med ekspertkommentarer, der i virkeligheden er meningsmageri eller politisk påvirkning i forklædning.To af Danmarks mest citerede økonomer fra det private erhvervsliv føler ikke noget behov for et etisk kodeks.- Jeg har ingen holdning til det, siger Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian,Hos BRF Kredit er cheføkonom Ulrikke Ekelund ikke overvældet over forslaget. - Hvis man spørger økonomer, så er det vel ikke anderledes end med andre faggrupper. Der kan være udtalelser, hvor man kan være i tvivl om, hvorvidt økonomen udtaler sig som fagperson eller privatperson, siger hun.Ekelund kan ikke umiddelbart forholde sig til idéen om et etisk kodeks.- Jeg udtaler mig altid ud fra min bedste overbevisning. Men økonomi er ikke en eksakt videnskab, siger hun.Bocian siger, at økonomer indimellem har flere forbehold i deres analyser, end det måske fremgår i medierne.- Vi har altid nogle forbehold, som ikke altid kommer med i artiklerne, siger Bocian. I Information kritiserer Katarina Juselius, professor i økonomi ved Københavns Universitet, sine kolleger for at udtale sig på baggrund af abstrakte teorier med mange usikkerheder.- Hvis en ingeniør bygger en bro, der kun kan tåle varmegrader og vindstød på 0,5 meter i sekundet, så bliver han gjort ansvarlig, den dag det bliver frostvejr eller storm, og broen kollapser, siger hun. - Økonomer slipper til gengæld af sted med at lave modeller og beregninger, der stort set ikke tager hensyn til usikkerheder og udefrakommende omstændigheder, siger Juselius.Hun mener, at finanskrisen burde være en øjenåbner for kollegerne./ritzau/