Hvis der var valg i dag, ville republikaneren Mitt Romney blive USA's præsident. Obama straffes for økonomien.Den tidligere republikanske guvernør Mitt Romney ville slå præsident Barack Obama, hvis der i dag var valg i USA.Det viser en meningsmåling fra ABC/Washington Post.Præsidenten straffes for, at den amerikanske økonomi ikke er kommet på fode efter finanskrisen i 2008.Romney, der i sidste uge meddelte, at han vil forsøge at blive nomineret som republikanernes præsidentkandidat i 2012, støttes af 49 procent af de registrerede vælgere, mens Obama får 46 procent.Meningsmålingen er en chokmelding for Det Hvide Hus, for foreløbig har de republikanske vælgere ikke vist nogen særlig begejstring for Romney. Han dumpede, da han i 2008 forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat.Amerikanske elitesoldaters likvidering af Osama bin Laden for lidt over en måned siden gav Obama en kortvarig opdrift i meningsmålingerne.Men siden har en række økonomiske nøgletal vist, at den økonomiske krise i USA er langt fra at være overstået.Det er blandt andet det rekordstore budgetunderskud, den store arbejdsløshed, stigende benzinpriser og et boligmarked i fortsat frit fald, som får mange amerikanere til at tvivle på, at Obama kan skabe ny fremgang.Men målinger viser også, at vælgerne ikke har større tillid til, at en republikansk præsident kan gøre det bedre.Nu er det langtfra sikkert, at Romney bliver nomineret som præsidentkandidat. Det republikanske vælgerkorps er trukket langt til højre og kan finde større appel i politikertype som Sarah Palin.Forretningsmanden Romney er blandt andet svækket af, at han som guvernør i staten Massachusetts i fra 2003 til 2007 fik vedtaget en sundhedsreform, der ligner den reform, som Obama fik vedtaget for hele USA i 2010.Republikanerne har svoret, at de vil pille Obamas sundhedsreform i stumper og stykker./ritzau/