Ja tak til mere forskning
ITD bakker op om Transportministeriets forslag om at etablere et innovationsinstitut for transportbranchen efter hollandsk forbillede.
En stærk og velfungerende transportsektor er en grundlæggende forudsætning for et effektivt erhvervsliv og en sund samfundsøkonomi. Derfor kan det betale sig at investere mere i forskning og innovation på transportområdet.
Hollænderne har vist vejen med et innovationsinstitut, som fungerer i tæt samarbejde med virksomhederne inden for vejgodstransporten. Det er oplagt, at vi i Danmark følger deres eksempel og tager et lignende initiativ herhjemme i form af et solidt offentligt-privat partnerskab.
Produktiviteten i de danske transportvirksomheder er dalende. Specielt vognmandsvirksomhederne kæmper med en dårlig arbejdsproduktivitet det vil sige, at der skal investeres flere mandskabstimer i at flytte de samme godsmængder.
Forklaringerne er stigende trængsel på vejene, ressourcekrævende kontroller og bureaukrati samt dårlig udnyttelse af it og ny teknologi.
Vi skal selv gå forrest i at finde løsningerne. Derfor er det vigtigt, at et nyt innovationsinstitut kommer til at fungere i et tæt samarbejde med virksomhederne og branchen.
Den vigtigste opgave for et nyt innovationsinstitut vil være at bygge bro mellem forskningen inden for transportområdet og så de danske virksomheder inden for erhvervet. Det kan både være dansk baseret forskning, men også forskning i lande som Tyskland og Holland, der allerede er langt fremme på logistikområdet.
Mogens Therkelsen.
Formand for ITD