23948sdkhjf

Dansk gidsel er endt i piraternes kløer

Flere somaliske klanledere bekræfter, at dansk gidsel bliver holdt fanget af pirater.
En 60-årig dansk mand, som for to dage siden blev bortført i Somalia, bliver ifølge flere lokale klanledere holdt fanget af somaliske pirater.

Manden arbejder for Danish Demining Group (DDG), der hører under Dansk Flygtningehjælp. Han blev tirsdag bortført i byen Galkayo i det nordlige Somalia sammen med en yngre amerikansk kvinde.

De to gidsler menes nu at opholde sig i en landsby i Hobyo-distriktet ved østkysten - et område der er kendt som en højborg for somaliske pirater.

- Gidslerne er i piraternes varetægt nær landsbyen Dabagalo, siger Mohamed Jama, en lokal klanleder.

- Vi har fået meldinger om, at piraterne planlægger at flytte gidslerne. Men det kan de ikke lige nu, fordi der er fly i området, tilføjer manden.

En anden klanleder i området bekræfter, at gidslerne opholder sig nær Hobyo, hvor de bevogtes af 10-12 mænd.

- Dem, der har set gidslerne, siger, at de har det fint nu, siger klanleder Abdikadir Hussein.

En somalisk kollega, som blev bortført sammen med de to andre gidsler, blev umiddelbart efter løsladt og sidder nu til afhøring hos politiet.

Embedsmænd i den selverklærede uafhængige stat Galmudug siger, at de har anholdt flere personer i forbindelse med bortførelsen.

- Sikkerhedsstyrkerne jagter stadig bortførerne, som, vi tror, gemmer sig nær Hobyo, siger Ahmed Sahal fra sikkerhedsstyrkerne i Galkayo.

- Fire mistænkte er indtil videre blevet anholdt og bliver i øjeblikket afhørt, tilføjer han.

/ritzau/AFP
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078