Nye sanktioner mod vognmænd
Vejtransportrådet har besluttet, at der skal gives flere advarsler til vognmænd, der overtræder vejtransportloven. Der er også indført en ny sanktion.
Beslutningen skal ses i lyset af det fokus, der i den seneste tid har været på overtrædelser af køre/hviletidsreglerne.
Ny sanktion: skærpet tilsyn
Rådet besluttede også at indføre en ny sanktion - skærpet tilsyn. Det vil Trafikstyrelsen tage i brug i tilfælde, hvor der ikke er grundlag for at give advarsel, men alligevel er behov for en sanktion over for virksomheden.
Det kan være tilfældet, hvor en vognmandsvirksomhed, som kun har få overtrædelser, får en betydelig bøde for overtrædelse af reglerne om køre/hviletid.
De fleste overholder reglerne
Det er Trafikstyrelsens opfattelse, at langt de fleste vognmandsvirksomheder lever op til gældende lovgivning, herunder reglerne om køre- og hviletid.
Med Vejtransportrådets beslutning får Trafikstyrelsen bedre muligheder for at komme efter de brodne kar, der snyder sig til en konkurrencemæssig fordel på bekostning af det store flertal af lovlydige transportvirksomheder.