Fejl i hver anden fortoldning
En undersøgelse, som SKAT har foretaget, viser, at der er alt for mange fejl i de fortoldningsangivelser, som speditørerne indleverer.
- Det er en situation, som vi ikke kan være tilfredse med, siger Martin Aabak fra brancheorganisationen Danske Speditører.
- Det ser ud til, at en vigtig årsag til mange af fejlene er svigt i overførselen af information mellem importør og speditør. Det må vi forbedre.
- Kunderne stoler på, at vi har overblik over, hvilke oplysninger der skal bruges. Derfor må vi være effektive til at fortælle dem, hvad der skal til for at lave korrekte fortoldninger.
- Jeg stoler på, at de uddannelsestiltag, vi har iværksat i Speditørskolens regi og i elevuddannelsen vil slå igennem og give en væsentlig forbedring af kvaliteten i klareringen.
SKAT vil i 2011 have særligt fokus på fortoldninger afgivet af speditører igennem et indsatsprojekt benævnt "Speditørers kvalitet i fortoldningen"
Undersøgelsen, som SKAT har foretaget, bygger på 2.000 fortoldningsangivelser, hvoraf 75 procent er afgivet af speditører.