USA's sidste rumfærge-mission er indledt
USA sendte fredag for sidste gang en rumfærge op fra rumfartscentret i Cape Canaveral.
Den amerikanske rumfærge Atlantis blev fredag sendt op fra Cape Canaveral i Florida på den sidste af rumfarts-administrationen Nasas rumfærgemissioner.
Opsendelsen blev kort stillet i bero et halvt minut inden den planlagte opsendelse, men klokken 17.29 dansk tid lettede Atlantis, og blev dermed den sidste amerikanske rumfærge, der blev sendt ud i rummet.
Besætningen på den sidste rejse er kaptajnen, Chris Ferguson, piloten Doug Hurley og flyveingeniørerne Rex Walheim og Sandy Magnus.
Mindst 750.000 mennesker var mødt op i Cape Canaveral ud for Orlando for at følge med i den historiske begivenhed, som sætter en foreløbig stopper for 30 års bemandet rumfart i USA.
Turen går som sædvanlig til ISS, rumstationen, der er i kredsløb om jorden. Atlantis medbringer reservedele og forsyninger, og der er kun fire astronauter om bord på denne sidste rumfærd.
Når Atlantis efter planen er vendt tilbage til jorden 20. juli, vil amerikanerne ikke længere råde over rumfartøjer, der kan fragte mennesker i kredsløb om jorden. De må i stedet ty til at tage på stop med de russiske Sojus-fartøjer.
Nasa sender sine rumfartøjer på pension, fordi de er for dyre at vedligeholde.
/ritzau/AFP