Trafikkaos ved vejarbejder skal minimeres.
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) har indbudt branchen til møde om problemerne med at koordinere de mange vejarbejder.
- Det er vigtigt, at vejarbejder planlægges og samordnes mellem de involverede parter, så det giver mindst mulig besvær for trafikanterne, siger transportministeren.
- I de kommende år vil der fortsat være stor aktivitet på anlægs- og vedligeholdelsesområdet. Derfor er det vigtigt at have fokus på området.
Dårligt samarbejde og koordination
Ministerens indbydelse kommer efter stigende fokus på koordinationen af det hav af vejarbejder, der er i gang landet over. Blandt andre DTL har fremhævet behovet for større effektivitet.
- Samarbejdet om vejarbejder mellem stat, kommuner og andre myndigheder halter. Derfor har koordineringen af store anlægsprojekter ofte været elendig, siger siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
- Det har medført store trafikale problemer. Flere veje i samme område bliver ofte spærret samtidig. Desuden oplever vi dag efter dag, at der ikke bliver arbejdet på igangværende vejarbejder.
- Vejarbejde må ikke i unødvendigt omgang gå ud over trafikafviklingen, siger Erik Østergaard.
Transportministeren nævner i sit brev, at mødedeltagerne også bør drøfte, hvordan man sikrer, at de gældende hastighedsgrænser ved vejarbejde bedst muligt afspejler de trafikale og arbejdsmæssige forhold.