Udflagningen af danske lastbiler fortsætter
Antallet af danskejede lastbiler på udenlandske nummerplader er vokset med 11 procent på et år.
Det viser en analyse, som brancheforeningen International Transport Danmark (ITD) netop har foretaget blandt sine medlemmer.
Siden sidste år er antallet af danskejede lastbiler på udenlandske nummerplader vokset med 11 procent, så der nu er i alt 3.256 danskejede lastbiler på udenlandske nummerplader, fordelt på en række lande. Der er tale om en fordobling af antallet i løbet af de sidste fem år.
Halvdelen af de danskejede lastbiler i udlandet er indregistreret i Tyskland. Polen kommer ind som nummer 2 med godt 17 procent af de danske biler under udenlandsk flag.
Dårlige rammevilkår
- Tallene vidner om, at de hjemlige rammevilkår for transportvirksomheder ikke er konkurrencedygtige i forhold til landene omkring os, siger Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD.
- Vores tal giver anledning til en debat om, hvordan vi sikrer konkurrenceevnen for de danske transportvirksomheder. Der er behov for reformer. Det haster.
1.600 danskejede tyske biler
Antallet af danskejede lastbiler i Tyskland har i de senere år stabiliseret sig på godt 1.600, mens antallet af polsk indregistrerede biler i løbet af det sidste år er vokset med 32 procent, så der i dag er alt 565 danskejede lastbiler på polske nummerplader. Samme tendens ses i Baltikum, hvor i alt 179 lastbiler nu er ejet af danske virksomheder. Det er en stigning på 39 procent i forhold til sidste år.
Løn- og ansættelsesvilkår
Hos ITD er vurderingen, at det især den internationale konkurrence på løn- og ansættelsesvilkår for chauffører, der driver udflagningen af lastbilerne i de danske transportvirksomheder.
Danmark har som eneste land i Europa indfældet i lovgivningen, at chaufførerne i dansk indregistrerede lastbiler skal være ansat på centralt forhandlede overenskomster.
- De danske særregler umuliggør, at dansk indregistrerede lastbiler kan tage konkurrencen op på internationale vilkår. Det er et reelt problem, som der er et stort behov for at finde løsninger på, siger Jacob Chr. Nielsen.
Udviklingen fortsætter
- Udflagningen er en helt naturlig konsekvens af transportmarkedets internationalisering. Så længe de danske rammevilkår ikke ændres, vil udenlandsk ejede transportvirksomheder overtage en større del af de danske transportruter.
- Udviklingen svarer nøjagtigt til, hvad vi ser i industrien. Her sikrer udflytning af produktionsapparatet, at danskejede virksomheder kan konkurrere på det internationale marked, siger Jacob Chr. Nielsen.
Stadig ejet af danskere
At de danske transportvirksomheder fortsat har solidt fodfæste i det danske transportmarked vidner ITD's egne grænsetællinger om.
Ifølge den seneste tælling er omkring 35 procent af de tyske og østeuropæiske lastbiler, som krydser den dansk-tyske grænse, ejet af danske virksomheder.
Det betyder skønsmæssigt, at mere end 35 procent af det samlede antal lastbiler, der kører ind i Danmark sydfra, er danskejede.