Spareråd: Sæt bilen i gear mod rødt
Bilen kører længere på literen, hvis du kører i gear på vej mod det røde lys. Mange penge i at køre klogere.
Både miljøet og benzinkontoen nyder godt af det, hvis bilisterne bremser uden at bruge bremsepedalen og koblingen.
Vil man spare benzin eller diesel, anbefaler Trafikstyrelsen, at man bremser med motoren.
Det gør man ved at slippe speederen med bilen i gear og lade den trille hen mod stop som det røde lys eller betalingsanlægget.
Det fortæller Niels Anders Nielsen, som er centerleder hos Trafikstyrelsen.
- Når du slipper speederen, mens bilen er i gear, stopper brændstoftilførslen helt, så benzinforbruget rammer nul. Og det kan mærkes på benzinregningen, siger han i en pressemeddelelse.
De fleste tror, at pengene ligger i at trille i frigear eller med koblingen nede. Men en bil bruger op til en liter benzin i timen på at køre i frigear.
Det ved de færreste. Hele 67 procent af bilisterne tror, at man bør koble ud og bremse med bilen i frigear, viser tal fra Trafikstyrelsen.
Flere gode køreråd fra Trafikstyrelsen findes på www.kørgrønt.dk. De lover 20 procent besparelse til den, der følger alle rådene.
/ritzau/