Den skrøbelige vognmandssjæl
I dag skriver Poul Rudolf om det danske politis kontrol af lastbilerne på landevejen. Det kunne godt være mindre diskriminerende.
Nu er det svært at sammenligne ulovlig besiddelse af hash med overtrædelse af køre/hviletidsregler og fifleri med tachografen, men vognmændene fører klart på point, når det gælder om økonomisk at bidrage til statskassen på grund af ulovligheder. Registrering af ulovlig kørsel sker så tit, at selv de lokale medier næsten har opgivet at se en nyhed i, at der ude på den nærliggende landevej er taget en masse lastbiler for snyderi.
Der skal mere til. Efterhånden er kun en slem højresvingsulykke i stand til at rydde den lokale forside.
Som oldermand Jørgen K. Jensen sagde på laugsforsamlingen i Kjøbenhavns Vognmandslaug, er det almindelig kendt ude i Europa, at Danmark ikke er landet med de fleste og mest effektive vejkontroller. "Vi er nærmest et slaraffenland for folk, som spekulerer i udnyttelse af dårlig moral. Det kalkuleres der med".
Barske ord, men det er næsten risikofrit at køre ulovligt i Danmark.
I den danske chaufførverden er det en fremherskende mening, at langt de fleste ulovligheder begås af udenlandske chauffører. Der er også en udbredt opfattelse af, at mange udlændinge slipper for kontrol. På tomandshånd fremturer de fagforeningstro danske chauffører gerne med vitser om, at de mange jyske færdselsbetjente kun kan et sprog. Nemlig det, som de fik ind med modermælken. Derfor har de svært ved at anvende den medfødte jyske accent til at kommunikere med folk, som er født uden for landets grænser.
Halvgamle tal
Naturligvis påstår politiet, at der ikke diskrimineres, når lastbiler vinkes ind til vejsiden. Omkring hver femte lastbil, der stoppes, er ifølge de officielle politiudtalelser fra udlandet. De stoppes ofte på grund af mistanke.
Vi skal tilbage til 2009 for at finde de nyeste tilgængelige tal for, om det er danske eller udlændinge, der fanges i Rigspolitiets tungvognkontrol som lovovertrædere. Ifølge velinformerede kilder er der aktuelle tal på vej.
Minimal risiko
Mange vognmænd og chauffører har for længst fundet ud af, at der er penge at tjene ved at se stort på de pæne ordensregler fra flinkeskolen. De ved, at risikoen for at blive taget er minimal i forhold til udsigten til en økonomisk gevinst. Det gælder især dem, som har dansk som fremmedsprog. De er lykkeligt uvidende om danske vognmandsorganisationers kraftige opfordringer til at holde sig på dydens smalle sti.
Dårlig adfærd hos forholdsvis få chauffører overføres automatisk til de mere lovlydige. Derfor bliver hele branchen ikke helt retfærdigt forbundet med snyd og ligegyldighed over for gældende regler.
Et mere effektivt kontrolsystem kan være en af mulighederne for at slippe af med det dårlige omdømme. Det er ren utopi at tro på, at der nogensinde bliver lige konkurrencemæssige vilkår for alle vognmandsvirksomheder. Den skrøbelige menneskelige sjæl er nu engang sådan indrettet, at et økonomisk pres ofte er nok.