23948sdkhjf

Danskerne skal ikke frygte gældskrisen nu

Den internationale økonomiske krise får ikke nu og her konsekvenser for danskerne.
Det vurderer privatøkonom i Danske Bank Las Olsen.

- I det daglige betyder det ikke noget for den almindelige dansker, der ikke ejer en stor bunke aktier. Ikke ud over, at man kan læse en masse dårlige nyheder i avisen, som måske kan skabe noget utryghed, siger han.

Men på længere sigt kan utrygheden manifestere sig som et reelt og voldsomt tilbageslag for den hjemlige økonomi.

- Herhjemme er vi i lommen på den internationale udvikling, og fortsætter krisen, kommer vi ikke til at opleve det fald i arbejdsløsheden, der ellers var lagt op til, siger Las Olsen.

- Der vil også gå længere tid, før vi igen vil opleve lønstigninger, og boligmarkedet vil få svært ved at rette sig op, tilføjer han.

Efter den historiske nedgradering af USA's kreditværdighed over weekenden, åbnede de asiatiske markeder natten til mandag dansk tid med fald over hele linjen.

Aktiemarkedernes nedtur sætter ifølge Danske Banks privatøkonom ikke danskernes økonomi på den anden ende, men rammer alligevel en bred befolkningsgruppe.

- Vi er jo ikke ligefrem en klassisk aktiehandlende nation, men mange af os har aktier i vores pensionsopsparinger. Så kursfaldene kan komme til at betyde, at der er lidt mindre at gøre godt med, når vi når pensionsalderen, siger Las Olsen.

For at modvirke den finansielle ustabilitet i Europa, har Den Europæiske Centralbank (ECB) erklæret sig villig til "aktivt" at opkøbe statsobligationer i EU-lande, efter at Italien og Spanien har bebudet reformer.

Og de positive signaler betyder ifølge Las Olsen, at danskerne ikke nødvendigvis behøver at frygte det værste.

- Løbet er ikke kørt. For lige nu er der stadig tale om en risiko for, at det skal gå rigtig galt. Og det er den risiko, markederne reagerer på. Så tingene kan blive værre, men altså også bedre, siger han.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.772