23948sdkhjf

Barfoed tilbage til trafikpolitik.

Den konservative partiformand bliver trafikordfører i stedet for Henriette Kjær.
De konservatives partiformand, Lars Barfoed, vender tilbage til trafikpolitik, hvor han var transportminister i halvandet år fra september 2008 til februar 2010. Han overtager posten som trafikordfører, som Henriette Kjær varetog indtil valget.

Desuden skal han være kultur- og medieordfører samt gruppeformand, når han har overdraget Justitsministeriet til en minister fra den ny regering, som ikke kendes endnu.

Tom Behnke fortsætter som retsordfører og vil muligvis bevare sin plads i trafikudvalget. Det sidste afgøres af igangværende forhandlinger mellem partierne.

Liberal Alliance har allerede udpeget Leif Mikkelsen til trafikordfører efter Villum Christensen, og Enhedslisten har givet posten til Henning Hyllested efter Per Clausen.

Fem mangler

Fem partier mangler at udpege ordførere. Kristian Pihl Lorentzen regner med at fortsætte som Venstres trafikordfører; men det er endnu ikke officielt.

Dansk Folkeparti venter med at fordele ordførerposter i afventen på regeringsdannelsen. Partiets hidtidige trafikordfører er Kim G. Christiansen.

Socialdemokratiet venter til efter regeringsdannelsen, for ingen kan i dag sige, hvordan regeringskabalen går op. Den nuværende trafikordfører er Magnus Heunicke.

Det samme kan siges om SF, hvor Anne Baastrup er den aktuelle trafikordfører, mens Pia Olsen Dyhr anses for partiets emne som trafikminister.

Det radikale Venstre står uden oplagt kandidat til posten. Johs. Poulsen (R) genopstillede ikke, og 14 af 17 radikale folketingsmedlemmer er nye.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066