23948sdkhjf

Krise hjælper havnetunnel

I denne uge causerer Poul Rudolf over forudsætningerne for at den københavnske havnetunnel ud af glemmebogen.
Oldermand Jørgen K. Jensen fra Kjøbenhavns Vognmandslaug, vil have den glemte københavnske havnetunnel tilbage i den aktuelle politiske debat. Derfor kommer han med et konkret forslag, der i al sin enkelthed går ud på at anvende en del af milliardoverskuddet fra de forventede bompenge til det omfattende tunnelprojekt.

I Erhvervsbladet gør han opmærksom på, at det samfundsmæssigt måske ikke er det klogeste at anvende hele overskuddet fra bompengene på at gøre det billigere at benytte bus, tog og metro. Nogle af de årlige godt 2 milliarder kroner, som der kalkuleres med, kan sagtens anvendes til noget bedre.

En allieret fra S

Tilsyneladende har oldermanden en allieret i Københavns overborgmester Frank Jensen.

Af en pressemeddelelse fra borgmesterkontoret i marts fremgår det direkte, at broafgifterne kan være med til at skabe en del af det nødvendige finansieringsgrundlag til en havnetunnel, der kan lede trafikken uden om den centrale del af byen og ud på motorvejsnettet.

Overborgmesteren ved udmærket, at en havnetunnel er afgørende for at mindske trafikproblemerne i den centrale del af København. Han ved også, at trafikken vil vokse i takt med, at stadig flere søger ind mod byerne - ikke mindst København.

Udsigt til milliarder

Nu er det nok mere udsigten til de mange milliarder i tunnel-afgift, som har størst interesse for det røde flertal på rådhuset i København. De vil skabe en solid indtægt til kommunekassen, og så tager man gerne sidegevinster som mindre forurening og trængsel med.

Det skal heller ikke glemmes, at partierne til venstre for midten endelig får mulighed for at realisere et stort politisk prestigeprojekt: At tvinge befolkningen til at anvende den kollektive trafik eller bruge de 350 km lange københavnske cykelstier.

Underhåndsaftaler

Selv om flertallet på rådhuset har svært ved at få hænderne ned i begejstring over udsigten til en S-SF regering, er langt fra alle i den socialdemokratiske familie begejstret for at skulle betale for at komme gennem byporten. Et par underhåndsaftaler skulle lige på plads.

Det forlyder, at beboerne på Amager - efter hårdt pres fra S-borgmestrene i Tårnby og Dragør - vil kunne køre gratis gennem København. Til gengæld fik Dansk Metal Hovedstaden en kold skulder, da smedene fandt det urimeligt, at de skulle betale en ekstraudgift på tusinde kroner om måneden for at passe deres arbejde i København.

Helle for en tunnel

Paradoksalt nok kan et rødt flertal ved næste folketingsvalg være med til at sætte skub i bygningen af en havnetunnel.

I modsætning til den borgerlige regering finder Helle Thorning-Schmidt det nødvendigt at fremrykke offentlige investeringer for at få gang i væksten i et forsøg på at skaffe penge til at indfri alle valgløfterne.

Overraskende taler de radikale nu også om at øge de offentlige investeringer, hvis den økonomiske nedtur i USA smitter af på Danmark.

En socialdemokratisk statsminister kan være prisen for at komme i gang med den havnetunnel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063