DSV viser stærk indtjening
Transportkoncernen DSV's regnskab for andet kvartal kom bedre ud end ventet.
I fremtiden vil DSV fokusere mere på at lave aftaler med verdens helt store selskaber. Her er der masser af forretning at lave, vurderer administrerende direktør Jens Bjørn Andersen.
- Vi har styrket den afdeling, der hedder Global Accounts, der taler med de helt store selskaber. Så vi skal vokse og bruge den store størrelse, vi har fået, siger Jens Bjørn Andersen ifølge Ritzau Finans.
Han understreger, at det ikke er en umulig opgave at komme ind som speditør i værdikæden for verdens store spillere.
- Det er klart, at de helt absolut største superligakunder for det meste vil gå forbi en speditør som os og gå direkte til rederierne, men for eksempel luftfragt er håndteret af én speditør, siger Jens Bjørn Andersen.
Køber egne sktier - igen
Af kvartalsregnskabet fremgår det yderligere, at DSV har besluttet at indlede et nyt tilbagekøbsprogram for egne aktier på 700 millioner kroner.
DSV afsluttede tidligere i juli et tilbagekøbsprogram ligeledes på 700 millioner kroner.
Koncernen har på verdensplan mere end 21.000 ansatte.
/ritzau/