DFDS byder på fransk rederi
Det kriseramte franske færgerederi Sea France er på vej over på danske hænder.
Sea France gik i betalingsstandsning i sidste måned og er blevet udbudt til salg. Rederiet driver en passager- og fragtrute på Den engelske Kanal mellem Dover og Calais med tre ro/pax-skibe og en ro/ro-færge.
I 2010 overførte rederiet 2,9 millioner passagerer og en halv million fragtenheder.
Fælles internationalt selskab
Hvis tilbuddet accepteres vil DFDS og Louis Dreyfus danne et fælles selskab med DFDS som hovedaktionær. Det er endvidere hensigten, at dette selskab også skal omfatte DFDS' egen rute på Den engelske Kanal mellem Dover og Dunkerque rute. Desuden vil Louis Dreyfus lægge sit færgerederi LD Lines ind i det fælles selskab.
Louis Dreyfus er en fransk shipping group, der opererer i flere markedssegmenter, herunder bulk, offshore og færgefart. LD Lines blev etableret i 2003 og består i dag af fire ruter.
Deltagelse i tilbuddet og samarbejde med Louis Dreyfus afspejler DFDS' strategi om at opbygge et europæisk integreret shipping- og logistiknetværk.