23948sdkhjf

Ingen ledige på transport-kursus

Kurser under Transporterhvervets Uddannelses Råd (TUR) er faldet med 81 procent, efter at prisloftet på 3.500 kr. pr. kursusuge blev indført i 2010.
Det gav debat på Tradium Transportuddannelsescenter, da 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen kom på besøg forleden.

Poul Erik Skov Christensen beklagede, at prisloftet har ramt transportområdet særdeles hårdt. Han fremhævede det groteske i, at ledige 3F-folk ikke kan komme på de nødvendige AMU-kurser, selv om der er brug for 40.000 medarbejdere på de bygge- og anlægsprojekter, som skal i gang i løbet af de næste 10 år i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland.

Afdelingsformand Lydia Callesen fra 3F Djursland gjorde opmærksom på, at kurser under Transporterhvervets Uddannelses Råd (TUR) er faldet med hele 81 procent, efter at prisloftet på 3.500 kr. pr. kursusuge blev indført i 2010.

Lydia Callesen deltog i mødet med forbundsformanden sammen med Tradiums vicedirektør Lars Michael Madsen, uddannelseschef Lone Beck Sønderby, Tradium, og næstformand i Tradiums bestyrelse Henrik Leth, der er formand for Dansk Metal i Randers.

Aktiviteten er faldet med 50 pct.

Det ufleksible prisloft på lediges 6 ugers selvvalg har også ramt Tradium økonomisk. Generelt er der færre ledige på Tradiums kurser, og aktiviteten på truck- og krankurser i Randers og Pederstrup er i år faldet med 50 pct.

- Faktisk har vi i år stort set ingen ledige blandt vore kursister. Langt de fleste kurser, som vi udbyder på transportområdet, koster mere end 3.500 kr., da de er meget udstyrskrævende. Det er faktisk kun taxa-kurser, der ligger under prisloftet, siger Lone Beck Sønderby.

Lars Michael Madsen fortalte forbundsformanden om de fusioner, den tidligere tekniske skole har været igennem, om Tradiums brede uddannelsesudbud på det tekniske og merkantilske område og om Tradiums uddannelsespolitiske visioner.

Glatføre- og slalomkørsel i bus

Derefter fik Poul Erik Skov Christensen en rundvisning på afdelingen i Pederstrup. Han roste det unikke, køretekniske anlæg, da han som passager i en stor Tradium-bus fik lejlighed til at opleve både glatføre- og slalomkørsel.

Tradiums vicedirektør er tilfreds med Poul Erik Skov Christensens besøg på centret i Pederstrup, som er en vigtig aktivitet for Tradium og Djursland.

- 3F’s forbundsformand var meget imødekommende over for vores ønsker og viste stor forståelse for de politiske barrierer, som vanskeliggør efteruddannelse af ledige – særligt på transportområdet, siger Lars Michael Madsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062