Initiativ for at beskytte vejarbejdere
Der skal opstilles fartkontrol ved vejarbejder, kræver trafikordfører Kim G. Christiansen (DF). Det sker på baggrund af et indslag i TV2's "Station 2" den 23. maj om 1310 uheld på vejstrækninger med vejarbejde i perioden 2005-2009, som kostede 28 dræbte og 501 kvæstede.
Her ligger i forvejen et SF-forslag fra december 2010 i dvale med udsigt til at bortfalde ved folketingssamlingens slutning.
- Der skulle åbenbart en tv-udsendelse til, før alvoren gik op for Dansk Folkeparti, skriver trafikordfører Anne Baastrup (SF) i en kommentar.
SF-forslag om stræknings-ATK
Hun kalder DF's forslag om de såkaldte stærekasser ved vejarbejdszoner som "fuldtonet hykleri", fordi DF ikke støttede hendes beslutningsforslag om afstandsbaseret hastighedskontrol på særligt udsatte vejstrækninger (stræknings-ATK) og ikke mindst i landsbyer.
Anne Baastrup bebuder et nyt forslag om fartmålere, selv om det oprindelige beslutningsforslag (B38) stadig ligger i udvalget og kunne tages frem. Det forslag tog afsæt i DTU Transports rapport "Automatisk hastighedskontrol - vurdering af trafiksikkerhed og samfundsøkonomi" fra september 2010.
Efterlyser oplæg
Ved førstebehandlingen den 3. februar viede Karsten Nonbo (V), som tillige er formand for Færdselssikkerhedskommissionen, en stor del af sin ordførertale til beskyttelse af vejarbejdere og anbefalede mobile ATK-standere.
Derimod afviste han ligesom justitsminister Lars Barfoed (K) SF's forslag om stationære fartmålere.
Justitsministeren henviste til økonomien ved vedligeholdelse og administration. Videre afventede han et oplæg fra rigspolitiet og Vejdirektoratet om indførelse af ATK.