Diesel overhaler prisen på benzin
Prisen for diesel har kortvarigt overhalet prisen for almindelig benzin. Men det stopper igen, mener OK Olie.
Det er ganske usædvanligt, men priserne ventes hurtigt at rette sig, så det igen bliver noget billigere at købe brændstof til en dieselbil end til en benzinbil.
Normalt er prisforskellen mellem 75 øre og 1 krone per liter, og stadigt flere danskere køber dieselbiler.
Kommunikationschef Lene Bonde fra OK Olie oplyser, at diesel hele året rundt koster mere at producere end benzin.
- Prisen stiger ekstra i indkøb, når det på denne tid af året begynder at blive koldt. Så bliver efterspørgselen på diesel og fyringsolie højere, og priserne stiger, når raffinaderierne omstiller produktionen, siger Lene Bonde.
Hun siger, at den normale prisforskel mellem diesel og benzin på tankstationen kan forklares med, at afgiften på benzin er højere end afgiften på diesel.
Torsdag var afgiften inklusiv moms på benzin 6,56 kroner for en liter benzin mod kun 5,13 kroner for diesel.
- Derfor vil priserne hurtigt udvikle sig, så det igen bliver billigere med diesel, siger Lene Bonde.
Kun én gang tidligere i hendes 11 år hos OK har dieselprisen været højere en benzinprisen.
Prisudviklingen mellem diesel og almindelig benzin er til en vis grad styret af det amerikanske marked. Her kører langt de fleste i benzinbiler, mens europæerne i stor stil kører på diesel.
Allerede fredag var brændstofpriserne på vej til det normale leje. Hos OK kostede en liter benzin 12,05 kroner mod en liter diesel til 11,62 kroner.
/ritzau/