23948sdkhjf

Mobilsnak med en hånd på rattet

I denne "krumme" kaster Poul Rudolf sig over de mobilsnakkende danskere - og chauffører.
Bilisterne knevrer i håndholdt mobiltelefon eller sms’er. Mobilsnak er en særdeles udbredt dille, som tilsyneladende giver mange det nødvendige daglige speed. Uanset køn - og til en vis grad alder. Kun bilister et pænt stykke oppe i pensionistalderen føler sig mest trygge ved at have begge hænder på rettet.

Analyseinstituttet Interresearch har i en undersøgelse fundet frem til, at ikke færre end 27 pct. af os taler i håndholdt mobil, når de kører bil. Et imponerende antal ulovligheder, hvis omfang næppe findes inden for en bestemt gruppe andre steder i det danske retssamfund. Alligevel er procentdelen ikke overraskende. Når man til dagligt færdes i trafikken, skulle man tro, at den var endnu højere.

Resultatet af undersøgelsen, der er lavet for sælgernes fagforening Business Danmark, fik hurtigt de valgklare politikere på banen. Et bredt flertal i Folketinget er tilsyneladende parat til at anvende lidt skrappere midler for at få mobilsnakkerne til at koncentrere sig lidt mere om trafiksikkerheden.

Planen går ud på at forhøje bøden fra de nuværende 500 kr. til 1.500 kr. Den skal også suppleres med et klip i kørekortet, og det er noget, der gør virkeligt ondt. For en gang skyld er der ikke tale om en tom trussel. Hverken den "røde" eller den "blå" blok kan politisk holde til, at så mange blæser på loven, og dermed udgør en tikkende trafiksikkerhedsmæssig bombe.

Ingen virkning

Hidtil har det kun være de lidt værre trafikforseelser, der har kostet et klip. Dem, som tages for mobilsnak, kan nøjes med en økonomisk udskrivning, der på ingen måde vælter husholdningsbudgettet. Derfor har den heller ikke haft nogen præventiv virkning på de mobilenthusiastiske bilister. Hverken på de kvindelige bilister, som kan multitaske, og som ikke kan undvære venindesnakken, eller på lastbilchaufføren, som åbenbart også forsøger at gøre to ting på én gang.

Det er faktisk ikke ualmindeligt at se føreren af 48 ton stor lastbil svinge til højre, mens han taler i mobil. Så vidt vides har denne uheldige kombination endnu ikke kostet menneskeliv, men det er altså dybt uansvarligt, at en professionel udviser en så ligegyldig trafikmæssig adfærd.

Ingen undskyldning

Med de mange andre tekniske løsninger, som er bygget op på det størst mulige hensyn til trafiksikkerheden, er der ingen undskyldning for at tale i håndholdt mobil.

Derfor er det nødvendigt at bruge grovfilen. Tre gange ulovlig mobilsnak skal give tre klip i kørekortet. Nok til at en erhvervschauffører mister sit kørekort og formentligt også sit levebrød, men så har han også selv bedt om det.

Nu er der altid nogle, som ikke kan finde grænsen. Udsigten til nok så skrappe sanktioner er heller ikke nok til at holde alle fra at udfordre skæbnen. Der vil altid være nogle, som gambler. De føler ikke en større risiko for at ryge ind i en politikontrol.

Men det kan der gøres noget ved. Og det kan næsten gøres omkostningsfrit. Alene indtægterne fra de større mobilbøder er mere end rigeligt til at aflønne de betjente, som sættes til at udføre flere kontroller.

Den helt store gevinst er at få fat i de bilister, som kun opfatter trafiksikkerhed som et slagord.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079