23948sdkhjf

Havne kæmper om EU’s opmærksomhed

Højst to danske havne kan ventes på EU-kommissionens liste over havne af europæisk betydning, vurderer Danske Havne
Helsingør er en vigtig færgehavn set fra Bruxelles, mens Køge og Esbjerg ikke er værd at nævne i EU-sammenhæng.

En rapport bestilt af EU-kommissionen hos NEA-Panteia udpeger havneklynger og knudepunkter, som er vigtige for godsstrømmene og behøver ordentlige baglandsforbindelser.

Danmark tegner sig for to havneklynger af europæisk interesse:

Den ene er København-Malmø, Helsingør, Helsingborg og Trelleborg, som tilsammen håndterer 42 millioner ton.

Den anden er Århus og Frederikshavn med tilsammen 15 millioner ton.

De nærmeste udenlandske havne på listen er:

Gøteborg (42 mio. ton),

Hamborg (119 mio. ton) og

Rostock (21 mio. ton), men ikke Kiel.

Absolut størst er Rotterdam med 384 mio. ton og Antwerpen med 171 mio. ton.

- Vi bakker op om havneklyngeforslaget, for det er en mulighed for at få danske havne med. Vi tror, at Århus og Frederikshavn ikke var blevet udpeget enkeltvis i rapporten, oplyser konsulent Jakob Svane fra brancheorganisationen Danske Havne.

- Rapporten er ikke EU-kommissionens officielle forslag, og kommissionen har allerede sagt, at færre havne bliver udpeget, så vi venter stadig på et konkret forslag til foråret eller i forsommeren. Der kommer nok kun en eller to danske havne med og næppe som klynger, vurderer han.

Havneforslaget skal forhandles under det danske EU-formandskab i første halvår 2012, og i bedste fald kan det endda nå at blive vedtaget i den periode.

To niveauer

Det kommende TEN-T støtteprogrammet til trafikprojekter kommer til at bestå at to niveauer:

* et kernenet ("core"), som er de vigtigste storbyer/hovedstæder, korridorer og knudepunkter som havne og lufthavne,

* et udvidet net ("comprehensive"), som er al infrastruktur af europæisk betydning ligesom det nuværende TEN-T. - Heldigvis ser det ud til, at revisionen af TEN-T vil tage begge typer havne i betragtning, så flere danske havne vil komme med i det udvidede net og få mulighed for at søge EU-støtte, herunder også Køge Havn, siger Jakob Svane.

Globalisering

- EU-kommissionens og TEN-T’s fokus på havnene har været stedmoderlig. Man har haft fokus på grænseoverskridende projekter særligt til landsiden som bedre overgange over Pyrenæerne og Alperne, der skaffer bedre vilkår i det indre marked. Siden er verden blevet langt mere globaliseret og de fleste af EU’s varer produceres i Fjernøsten. Derfor er havnene blevet langt vigtigere i forsyningskæden, siger Jakob Svane.

Danmark er blandt de lande, som har en decentral havnestruktur med specialiserede havne, mens andre lande som Holland og Belgien har centrale havne, der klarer alle typer gods.

Forvridning

EU-kommissionen vil ikke udpege de havne, hvor aktiviteten skal foregå, men EU’s fokus på havne af europæisk betydning kan alligevel skabe en vis konkurrenceforvridning, medgiver Jakob Svane. Ræsonnementet er, at alternativet er værre, nemlig at det går i stå.

- For få år siden diskuterede man i den internationale shippingbranche mangel på kapacitet i havne og baglandsinfrastrukturen til de enorme godsmængder, der ville komme. Så kom krisen og man har fået nogle års pusterum, men den diskussion vil dukke op igen, om sektoren overhovedet kan følge med.

Svenske rigshavne

Den svenske regering legede en overgang med idéen om at udpege 10 rigshavne, og Trelleborg var på listen på bekostning af Ystad. Den rigshavnspolitik er imidlertid opgivet. Det bekræftede infrastrukturminister Catharina Elmsäter-Svärd så sent som i sidste uge, da hun besøgte Trelleborg uden at love en krone til havnens udvidelsesplaner eller til vej- og baneforbedringer i havnens umiddelbare bagland.

- Det er ikke aktuelt at udpege særlige havne som ekstra vigtige i Sverige og øremærke statslige midler til veje og baner. Derimod arbejder vi med konceptet motorveje til søs og med forbindelser over lange strækninger gennem Europa. Her vil nogle strækninger nok udkrystallisere sig som vigtigere end andre, siger Catharina Elmsäter-Svärd til dagbladet Trelleborgs Allehanda.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094