23948sdkhjf

Stort spring i bilsalget

Salget af varebiler og lastbiler fortsætter de to-cifrede vækstrater.
Salget af varebiler steg i maj med 71 procent sammenlignet med maj 2010. I alt 2.041 nye varebiler kom på gaden i maj.

- Varebilernes fremgang har nu efterhånden udviklet sig så længe og så stabilt, at vi også for denne type erhvervsrettede biler kan erklære krisen for overstået, siger adm. direktør Bent Mikkelsen fra Danske Bilimportører.

- Markedet vil formentlig aldrig nå samme størrelse, som det havde før omlægningen i 2007; men når vi ser på, at flertallet af de private købere har forladt varebilerne, så er udviklingen faktisk ganske pæn.

- Det er positivt signal, at de små- og mellemstore virksomheder investerer så kraftigt i varebiler igen.

Lastbiler også frem

Indregistreringerne af nye lastbiler steg i maj til 349 mod 186. Det er en stigning på 88 procent sammenlignet med maj 2010.

Ligesom det var tilfældet i april, skal den kraftige procentvise stigning dog vurderes i lyset af, at sammenligningsgrundlaget fra 2010 er ekstraordinært lavt.

- Lastbilsmarkedet fortsætter sin stabile udvikling på vej tilbage mod det, vi kan betegne som et normalt niveau, siger Bent Mikkelsen.

- Markedet har udviklet sig en anelse mindre end person- og varebilerne, men det er også et helt andet marked. Lastbiler fremstilles typisk på bestilling. Derfor er det også forventeligt at den positive udvikling først nu er ved at slå igennem her.

Bedste personbilssalg i 14 år

Fremgangen i personbilsalget er – efter en lidt mere stille april – tilbage med fuld styrke i maj. De faktiske salgstal viser, at hele 16.517 nye biler kom på gaden. Det er 27 procent flere end i maj 2010.

Personbilssalget blev således det bedste i en maj måned siden 1997. Dengang var det en afgiftsomlægning, der resulterede i et ekstraordinært salg. Bortset fra dette unormale år er maj 2011 den bedste for personbilssalget nogensinde.

- Hvor det sidste år især var de helt små biler, der drev væksten, så kan vi af tallene fra maj se, at også de større biler nu er med til at trække salget frem, siger Bent Mikkelsen.

Væksten fortsætter

Umiddelbart forventer bilimportørerne, at væksten vil fortsætte i de kommende måneder, om end de ikke vil blive ved med at slå rekorder.

- Vi ser en meget stærk udvikling i markedet, siger Bent Mikkelsen.

- Den generelle økonomiske udvikling og de stigende brændstofpriser er med til at drive markedet frem. Vi oplever, at der er fokus på brændstoføkonomien blandt bilkøberne.

- Vi ved, at også antallet af skrotninger stiger. En del af det store nybilssalg skyldes, at mange ønsker at spare brændstof ved at skifte en ældre bil ud med en ny, der kan køre længere på literen.

- Når det er sagt, er det trods alt nok forventeligt, at fremgangen flader lidt ud i andet halvår, slutter Mikkelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064