23948sdkhjf

Ikke den bedste sag

Selv en skatteminister kan ikke trække en prut tilbage, når den først er slået.
Hvad er ligheden mellem den tredobbelte Tour De France-vinder Alberto Contador og DTLs vicedirektør Morten Lindbo? Begge har en dårlig sag.

Bjarne Riis’ spanske verdensstjerne har svært ved at overbevise omverdenen om, at indtagelsen af en rød bøf kan give for høje dopingtal.

DTLs drevne organisationsmand har svært at bortforklare, at SKAT i et overraskelsesangreb har afsløret, at der er massive problemer i vognmandsbranchen.

Nu er Morten Lindbo ganske erfaren til at anvende vognmændenes "grønspættebog" med løsninger på opståede problemer. Chefen for DTLs erhvervspolitiske maskinrum er altid rolig og afbalanceret og ikke sådan at vælte om kuld. Heller ikke hvis den utaknemmelige opgave er at forsvare den samlede vognmandsbranche efter den famøse kontrolaktion i Københavns Vestegn, som med skatteminister Troels Lund Poulsens ord nærmest "...viste et forbryderkatalog med både socialt bedrageri, illegal arbejdskraft og sort arbejde..."

En barsk udmelding fra en minister, som nok burde være lidt mere nuanceret i sin kritik. Det virker temmelig arrogant at beskylde en hel branche for plat, når aktionen ifølge DTLs hjemmeside hovedsagelig var rettet mod varebiler.

Der blev anholdt 17 personer fra Ghana, Somalia, Pakistan og Vietnam, som er sigtet for at arbejde eller opholde sig ulovligt i Danmark, og SKAT er i gang med at undersøge i hvilket omfang, der er tale om sort arbejde.

To ud af tre af de udspurgte personer i aktionen kom i den sorte bog, men så vidt vides ingen organiserede vognmænd.

Derfor kan Morten Lindbo i det aktuelle tilfælde med en vis berettigelse stort set frikende den organiserede del af vognmandsbranchen - naturligvis suppleret med en standardbemærkning om, at DTL på ingen måde accepterer snyd.

Ny angrebsflanke

Problemet er bare, at kontrolaktionen kan åbne for en ny angrebsflanke mod vognmandsbranchen. Nu er det ikke alene kørslen og elefantvæddeløb, der er i politikernes søgelys. Skatteministeren vil også sætte øget fokus på snyd og bedrag, som tilsyneladende er en del af hverdagen for nogle af branchens udøvere.

Det klientel, som det drejer sig om, kan i værste fald medvirke til at skade vognmændenes seje kamp for at fremstå som et seriøst erhverv, som ingen kan undvære.

Med sine ikke særlig gennemtænkte bemærkninger har skatteministeren gjort det lidt vanskeligere at være vognmand. Her tænker jeg på den lovlydige del af branchen. Godt nok er det ikke en ministers opgave af gå vognmændenes ærinde, men det friholder ham altså ikke fra at også at tænke på konsekvenserne af sine udtalelser. Lovlydige vognmænd skal ikke betale for, at nogle ude i gråzonen har en lemfældig omgang med gældende love og regler.

Jeg ved ikke, om den gode skatteminister fortryder sin hurtige udmelding, men skaden er sket. Som bekendt er det svært at trække en prut tilbage, når den først er slået. Også selv om den stammer fra en skatteminister, som er i sin gode ret til at blive forarget over svindel og humbug.

Nyeste melding går på, at Alberto Contador kun får en kortvarig straf på tre måneders karantæne. Så nemt slipper de lovlydige vognmænd næppe. Historien viser, at selv et fornuftigt image tager skade af en enkelt uheldig episode.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078