Hvem er bedste til at reparere bil?
Dagens mekanikerlærlinge bliver morgendagens faglærte mekanikere, og dermed dem som får ansvaret for din personbil, varebil og lastbil. Om den fremtid tegner lys, kan du selv vurdere, når Aarhus Tech afholder regionsmesterskaberne for mekanikerlærlinge.
Seks lærlinge fra Mercantec Viborg, Silkeborg Tekniske Skole og Aarhus Tech dyster hele dagen om titlen og dermed også om retten til at gå videre til DM for mekanikerlærlinge, som afholdes i Odense i januar 2011.
Det er første gang, at Center for autoteknologi inviterer til regionsmesterskaber for mekanikerlærlinge.
Sideløbende med konkurrencen bliver der også mulighed for at få en køretur med fremtidens el- og hybridbiler blandt andet en Toyota Auris HSD elbil, en Honda CR-Z hybridbil og en Citroen C1 elbil.
Om SkillsDenmark
Danmarksmesterskabet for alle erhvervsuddannelser bliver arrangeret af SkillsDenmark.
Det er en organisation, der består af erhvervsskoler og de faglige udvalg for de erhvervsuddannelser, der har deltagere med ved WorldSkills og EuroSkills verdensmesterskaberne og europamesterskaberne for erhvervsuddannelserne.
WorldSkills bliver afholdt hvert andet år med unge deltagere fra hele verden. Sidste gang var i 2009, hvor Calgary i Canada var vært. I 2011 afvikles WorldSkills i London.
Læs mere på hjemmesiden www.skillsdenmark.dk.