23948sdkhjf

Chaufførsager presser Brian Mikkelsen

Justitsministeren blev mødt med bredt krav i trafikudvalget om skærpet kontrol af de udenlandske chaufførers adfærd i Danmark; men Brian M. rokker sig stadig ikke.
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) påmindes fra begge sider af Folketinget om at tage problemerne med udenlandske vognmænd og chauffører særdeles alvorligt.

Indslagene i TV/Nord og TV/Øst i efteråret om amfetamin, manipulation med fartskriveren og snyd med kørekort var anledning til at indkalde justitsministeren til et offentligt møde i trafikudvalget om især udlændinges overtrædelser af chaufførregler på danske veje. Mødet fandt sted i sidste uge og førte inden adfærdsændring hos ministeren med sig.

Dansk Folkepartis trafikordfører Kim G. Christiansen førte an i bestræbelserne på at bevæge justitsministeren.

- Rastepladserne har efterhånden karakter af campingpladser for østeuropæiske chauffører,. Jeg vil gerne høre, om justitsministeren har en interesse i øget politikontrol eller hvad? tordnede Kim G. Christiansen, som var initiativtager til samrådet med justitsministeren.

Også fra venstre side i Folketingssalen fulgtes presset op.

- Der er en misforhold mellem de reelle tilstande og ministerens oplevelse af området, sagde Enhedslistens Per Clausen.

- Vi ser den værste form for social dumping på det danske arbejdsmarked med de udenlandske chauffører, og kontrollen fungerer slet ikke godt nok.

Den komprimerede udgave af Brian Mikkelsens svar lød:

"Reglerne er gode. Der er tale om et prioriteret område hos politiet. Udenlandske chauffører kontrolleres lige så ihærdigt som danske!"

- De fleste vognmænd er redelige og gør meget. Der er egentlig en flot etik i de fleste dele af vognmandsbranchen, så jeg lægger ikke op til nye ændringer på dette område, sagde Brian Mikkelsen, som opfordrede transportbranchen til fortsat selvransagelse.

Medvirkenansvar nok

Justitsministeren afviste også at udvide det objektive ansvar, så det også kommer til at omfatte speditørerne.

Det har Kim G. Christiansen ellers foreslået flere gange tidligere, men justitsministeren mente, at det eksisterende medvirkenansvar for speditører er tilstrækkeligt. Det træder i kraft, hvis for eksempel en speditør direkte opfordrer vognmanden til at overtræde reglerne.

- Det ville være en farlig vej at gå at udvide speditørens ansvar, fordi speditørerne har ikke en instruktionsbeføjelse som arbejdsgivere over for chaufførerne, sagde Brian Mikkelsen.

- Speditører er underlagt det almindelige ansvar i straffe- og færdselsloven.

Kristian Pihl Lorentzen (V) ønskede at ændre justitsministerens holdning til de store og urimelige bøder, som vognmænd får på trods af anstrengelser for at instruere ansatte chauffører.

Brian Mikkelsen fastholdt dog den eksisterende lovgivning.

- Lovgivningen er med til at sikre bedre bevissikkerhed, og jeg har indtryk af, at man har forståelse af den i branchen.

Bevar tungvognspoliti

Poul Andersen (S) advarede mod at slanke eller nedlægge rigspolitiets tungvognsafdeling til fordel for politikredsenes egen vejkontrol for ikke at udvande ekspertisen.

- Denne specielle afdeling skal have de fornødne ressourcer, polinterede Poul Andersen.

- Jeg vil være dybt bekymret for en omlægning. Jeg så i stedet meget gerne en styrkelse af rigspolitiets tungvognskontrol, som er dybt respekteret af chaufførerne.

Opsøg udlandsbiler

Kristian Pihl Lorentzen og Kim G. Christiansen anbefalede politiet at opsøge udlændingene på de fyldte rastepladser.

- Justitsministeren siger, at det er et prioriteret område, men jeg vil gerne se, hvor prioriteret det egentlig er - eller om det skal prioriteres endnu højere.

- Det kræver måske ekstra ressourcer, sagde Kim G. Christiansen, som agter at følge op på mødet i trafikudvalget med skriftlige spørgsmål til ministeren.

Rygter om snyd

Jens Chr. Lund (S) brugte samrådet til at spørge justitsminister Brian Mikkelsen, om en producent af kontrolapparater også laver anordninger, der kan bruges til at snyde med selvsamme apparater.

Det overraskede Brian Mikkelsen, som ikke havde hørt dette rygte og næppe kunne tro det.

- Der går mange rygter i branchen. Jeg kan umuligt forestille mig, at en producent laver det.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062