23948sdkhjf

Endelig pris på Femer-forbindelse om to uger

Prisskønnet for en Femerbro kom alligevel ikke frem efter trafikforligspartiernes hastemøde hos transportminister Hans Chr. Schmidt (V) tirsdag den 19. oktober 2010. Femerbæltselskabet får to uger til at frembringe et konsolideret tal.
De involverede politikere nægter at forholde sig til tallet 7,5 milliarder. Kun et vil politikerne sige om priser: Broen bliver dyrere og tunnelen billigere end beregnet for to år siden.

- Ingen kender de præcise tal i dag, og vi skal ned i detaljen, siger Hans Chr. Schmidt.

Det ligger dog fast, at en bro bliver mindre end 7,5 milliarder kroner dyrere. Trafikudvalgsmedlem Hanne Agersnap (SF) mener, at Jyllands-Postens tal søndag 17. oktober glemmer, at en tunnel kan gøres billigere. Tallet svarer nemlig til den gamle prisforskel mellem bro til 33 mia. og tunnel til 41 mia. i runde tal.

Broens fordyrelse skyldes først og fremmest øget sikring af bropillerne mod skibssammenstød. Der er ikke tale om at længere spænd eller overraskelse over den lerede undergrund. Dernæst er en sænketunnel blevet billigere, fordi man kan undgå ventilationsskakter midt i Femer Bælt, oplyser trafikordfører Henriette Kjær (K).

Robust budget

Trafikordførerne mødes igen om to uger for som måske de første at få et håndfast tal for udgifterne til henholdsvis en bro og tunnel mellem Lolland og Femern. Desuden mødes de hver måned, indtil beslutningen om bro og tunnel træffes i begyndelsen af det ny år. Hans Chr. Schmidt taler om, at forligspartierne (alle minus Enhedslisten) i januar går i gang med anlægslovforslaget.

Diskussionen om projektets omkostninger foregår inden for rammen af de 41 mia. kr., som en tunnel kostede i 2008. Der er stadig luft i budgettet til overskridelser. Hvor meget? Det besvares om to uger. Svaret afhænger også af trafikprognoser og renteskøn. Begge disse elementer er skønnet med konservativ forsigtighed, dvs. at der bliver mere trafik og lavere end rente end ventet.

Transportminister Hans Chr. Schmidt garanterer, at skatteyderne ikke kommer til at betale for det brugerbetalte projekt, fordi selv en forlænget afdragstid ikke giver behov for statsligt tilskud. Udgangspunktet er prisen for en færgebillet.

Tunnel rykker nærmere

Trafikordfører Magnus Heunicke (S) foretrækker personligt et synligt, smukt bygningsværk frem for en tunnel, men den visuelle glæde ved en bro skal ikke stå i vejen for en sænketunnel.

- Spørgsmålet om en bro eller tunnel er blevet mere interessant, i og med at en tunnel er blevet billigere og broløsningen dyrere. Der er fordele ved en tunnel, når mange skibe skal igennem Femer Bælt, siger Magnus Heunicke. Han står fast på brugerbetaling.

- Alle tal viser, at trafikprognoserne allerede er overskredet med de eksisterende færger, dvs. der er en vækst, som sagtens kan bære en forbindelse. Vi er ikke i nærheden af den grænse, hvor brugerne ikke længere kan betale projektet. Det afgørende er ikke, om tilbagebetalingstiden bliver 29, 32 eller 34 år, men at der ikke havner en regning hos skatteborgerne, fortsætter Magnus Heunicke.

Elektrificering af jernbanen fra Ringsted til Rødby og dobbeltspor syd for Vordingborg skal betales af Femerbroens – eller Femertunnelens – brugere, og den præmis er der ikke rokket ved, fastslår Magnus Heunicke. Denne investering er prismæssigt uændret, og desuden er der indbygget en buffer på 5½ mia. til prisstigninger og renten er sat forholdsvis højt til 3,5 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.156