Danske Fragtmænd bag kortfilm
Slip speederen kør sikkert, venligt og grønt, lyder det fra Danske Fragtmænd, som har lavet en kortfilm "Ambassadørerne".
Filmen klæder fragtvirksomhedens chauffører på til at blive gode ambassadører for både virksomhed og kunder, men er samtidig et signal til omverdenen om, at det i dag er tvingende nødvendigt med fokus på trafiksikkerhed og klima, ikke mindst når man har de danske veje som sit primære arbejdsmiljø.
Samtidig er filmen blevet godt modtaget udenfor virksomheden blandt andet når man på AMU-kurserne underviser kommende lastbilchauffører:
Bruges til undervisning
- Filmen supplerer vores øvrige undervisning på en rigtig god måde, siger Thomas Balslev, faglærer ved AMU Fyn.
- Filmen sætter fokus på de bløde kvalifikationer, som en god chauffør skal have samt fordelene ved at køre defensivt og energirigtigt og dermed være CO2-besparende.
Alle uddannelsescentrene indenfor AMU-lovgivningen har mulighed for at bruge filmen til undervisningen af nye chauffører samt til efteruddannelserne af gamle chauffører.
Langsommere kørsel
Kortfilmen har blandt andet til formål at gøre chaufførerne bevidste om fordelene ved langsommere og dermed mere økonomisk og miljøvenlig kørsel.
Den samlede transportsektor står i dag for cirka 20 procent af den danske CO2-udledning, og budskabet fra Danske Fragtmænd lyder: "Slæk på speederen, kør ordentligt og spar både penge og CO2!"
Dermed håber man i den landsdækkende transportvirksomhed, at dens lyseblå lastbiler kan fungere som et godt eksempel for de andre bilister på de danske veje.
Fragt med omtanke
Samtidig arbejder man i transportvirksomheden kontinuerligt med at sikre, at sloganet "Fragt med omtanke" nu også efterleves i hverdagen. Det er derfor også helt naturligt at gå forrest, når det gælder trafiksikkerhed og det er også et af målene med filmen:
- De danske veje er jo vores arbejdsplads, siger Peter B. Jepsen, organisationsdirektør i Danske Fragtmænd.
- Vi færdes der hver eneste dag, og derfor er det meget vigtigt, at vores chauffører er klædt på til opgaven både hos kunden og i trafikken.
- Vi er selvfølgelig ekstra glade, når vi samtidig kan nå omverdenen med et fornuftigt budskab. Det gør vi med denne film, men også for eksempel når vi deltager i den årlige kampagne Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, hvor vi besøger skoler og underviser børnene i trafiksikkerhed.
Se filmen på: http://www.fragt.dk