Stort ryk-ind hos DSV
Kunder nærmest valfartede torsdag eftermiddag til DSVs hovedkontor i Brøndby, hvor det første af i alt seks seminarer om incoterms fandt sted.
- Vi havde ikke regnet med, at så mange ville interessere sig for emnet; men der tog vi fejl, fortæller Birgitte Hansson fra DSVs salgssafdeling.
- Vi havde oprindelig forestillet os to seminarer - et på Sjælland og ét i Jylland. I løbet af få dage fik vi mere end 1.000 tilmeldinger, og for ikke at skuffe nogle, har vi besluttet at arrangere i alt seks seminarer.
- De 1.000 tilmeldinger repræsenterer mere end 600 firmaer, som er kunder - eksisterende og potentielle.
Hvad er incoterms
Baggrunden for DSV-seminarerne er, at der er kommet nye incoterms, der træder i kraft til årsskiftet.
Incoterms er handelsklausuler, der benyttes indenfor international handel. De er med til at afklare, om det er køber eller sælger, der har ansvaret for dokumenter, risiko og omkostninger ved international handel.
Incoterms er blevet revideret cirka hvert tiende år, sidst i år 2000.
De nye incoterms tager hensyn til den seneste udvikling i handelspraksis på det globale marked.
Fire væk, to nye
Ændringerne betyder blandt andet, at de 13 kendte klausuler er reduceret til 11.
Der er forsvundet fire terms: DAF, DES, DEQ og DDU, mens to nye: DAT (Delivered at Terminal) og DAP (Delivered at Place) er kommet til.
En anden væsentlig justering er, at klausulerne er blevet opdelt i maritime og i multimodale klausuler... men det kan man høre meget mere om på DSV-seminarerne de kommende dage og uger.
Stadig enkelte pladser
DSV's seminarer afholdes:
* Brøndby, torsdag den 18/11 2010 kl. 14:00-16:00.
* Brøndby, torsdag den 25/11 2010 kl. 10:00-12:00 og kl. 14:00-16:00.
* Horsens, onsdag den 24/11 2010 kl. 14:00-16:00.
* Horsens, mandag den 29/11 2010 kl. 10:00-12:00 og kl. 14:00-16:00.
Der er stadig enkelte pladser den 25/11 og den 29/11.