DSV køber 3000 trailere på én gang
Den første trailer blev leveret af Schmitz Cargobull kun 10 dage efter kontrakten blev underskrevet.
Ordren var så vigtig, at bestyrelsesmedlem Ulrich Schöpker fra Schmitz Cargobull og key account manager Josef Warmeling, personligt var mødt op hos DSV for at overrække traileren til direktør Søren Lund, som er ansvarlig for transportmateriel hos DSV Road.
På kun 10 dage
Det helt specielle med denne leverance er, at der kun er gået 10 dage, fra ordren blev indgået, til den første trailer blev leveret.
- Den meget korte leveringstid skyldes vores nye logistik- og produktionssystem, forklarede Ulrick Schöpker ved leveringen.
- Systemet holder styr på hele logistikken. Alle varer udefra kommer ind til produktionen på præcis det ønskede tidspunkt. Systemet ved, hvor selv den mindste møtrik befinder sig i produktionsprocessen. Det er så effektivt, at vi faktisk kan producere en trailer på 18 timer!
De 3000 DSV-trailere vil dog blive leveret over de kommende 24 måneder. Alle trailere vil blive udstyret, så de kan indgå i DSVs intermodale trafik. Det vil sige, at de også kan tåle at blive løftet ombord på en jernbanevogn og transporteret med tog eller spændt fast på en ro/ro færge.