Nyt fra Borgen
Kort nyt om transportbranchen fra Christiansborg. Denne gang om: chaufførdumpinmg * billigere chaufførbeviser * vejafgifter * Kattegatbro.
Transportminister Magnus Heunicke fremsætter i slutningen af januar et lovforslag om anvendelse af egne chauffører og aflønning af udenlandske chaufførvikarer.
* I februar følger lovforslagene om den faste Femer Bælt-forbindelse,
* udbygning af Rute 23 syd om Regstrup,
* en ny Storstrømsbro,
* niveaufri baneoverskæring ved Ny Ellebjerg Station og
* en ny jernbanelov.
Alle forslagene skal vedtages senest i juni, medmindre der forinden udskrives valg.
Billigere chaufførbevis
På to år er prisen for et chaufførbevis halveret fra 500 kroner til 250 kroner, oplyser Trafikstyrelsen om den nyeste nedsættelse på 100 kroner. Der udstedes årligt 20.000 beviser i forbindelse med det obligatoriske ugelange kursus hvert femte år.
EU truer med sag om vejafgifter
EU-kommissionen truer Danmark med en EU-retssag for brud på EU-direktivet om vejafgifter på lastbiler. Alle EU-lande skulle senest 16. oktober 2014 aflevere en rapport om nationale vej- og koncessionsafgifter.
DTU knokler med Kattegatbro
Først i begyndelsen af februar kan DTU Transport give besked om, hvornår den ny landstrafikmodel vil være klar til analyser af en Kattegatbro.
Blandt de foretagne forbedringer er valget af godsrute med en klarere rabatstruktur for både de faste forbindelser og internationale færger. Desuden medregnes moms for godstransport på Storebælt ikke længere i modellen.