Rederi måtte selv betale for reparation
Et rederi skulle selv betale seks millioner kroner for at få repareret et skib, som havde været udsat for en voldsom og ødelæggende brand ved lastning af skrot. Sø- og Handelsretten mente ikke, at der var bevis for, at det bilskrot, som skulle fragtes med skibet, havde været farligt gods, eller at det havde været skrothandlerens eller skrotleverandørens skyld, at branden opstod.
Et rederi havde gennem flere år haft et samarbejde med en skrothandler, som havde tidsbefragtet et skib ved tidscerteparti. Det betød, at rederiet stillede skibet til rådighed med fuld bemanding over en bestemt tidsperiode. Ifølge betingelserne i tidscertepartiet måtte skibet ikke bruges til transport af brændbart eller farligt gods.
Den 30. maj 2011 lå skibet i en svensk havn, hvor det blev lastet med bilskrot fra en skrotleverandør. Godset skulle sejles til Odense, men så langt nåede det aldrig. Om aftenen den 30. maj meldte et besætningsmedlem til kaptajnen, at der kom en lille røgsky fra lastrummet. Besætningen forsøgte derefter at få kontrol over situationen ved at bruge brandslange og pulverslukker. Først omkring en time senere blev der ringet til brandvæsnet, som måtte vente på kajen i 10 minutter, før kaptajnen gav dem adgang til skibet og til at slukke branden.
De 30 meter høje flammer gav skader for næsten 6 millioner kroner. Et beløb, som rederiets forsikringsselskab efterfølgende sagsøgte skrothandleren og skrotleverandøren for.
Afsenderen skal oplyse om farligt gods
Rederiet mente, at besætningen var blevet overladt farligt gods uden at få det at vide. Branden ville formentlig ikke være opstået, hvis bilskrottet ikke havde indeholdt benzin eller andre ulovlige, brandfarlige væsker.
Efter sølovens § 291 hviler der et såkaldt objektivt ansvar på afsenderen, som overleverer farligt gods til en transportør uden at oplyse om godsets farlighed. Det betyder, at afsenderen skal betale erstatning for ethvert tab, selvom det ikke er afsenderens skyld, at godset er farligt.
Rederiet mente, at skrothandleren var afsenderen, mens skrothandleren mente, at skrotleverandøren var afsender.
Samtidig mente rederiet, at såfremt retten kom frem til, at der ikke var objektivt ansvar, var der tale om et erstatningskrav på grund af uforsigtighed. Påstanden var, at skrothandleren og skrotleverandøren var skyld i branden, fordi de ikke havde taget de nødvendige forholdsregler. Dette argument blev blandt andet bygget på en surveyors rapport om, at det måtte antages, at bilskrottet havde indeholdt brandfarlige væsker som benzin eller olie, fordi branden ellers formentlig ikke ville være opstået.
Sø- og Handelsretten: Årsag til brand ikke bevist
Sø-og handelsretten mente ikke, at der var bevis for, at bilskrottet havde indeholdt farligt gods. Der var derfor ikke grundlag for at pålægge skrothandleren eller skrotleverandøren et objektivt ansvar efter sølovens § 291.
Retten mente i øvrigt ikke, at selve årsagen til branden var bevist. Retten lagde vægt på, at branden måtte være forårsaget af et samspil af flere faktorer, herunder brandbare, men lovlige materialer i bilskrottet, en åben dør mellem trodserummet og lastrummet, som medvirkede til at forstærke gnisterne, samt at besætningen havde ventet en time med at ringe til brandvæsnet.
Retten fandt på den baggrund, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at der var grundlag for et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige principper. Retten henviste til, at brandårsagen ikke var forsøgt oplyst via vidner eller tekniske undersøgelser. Rederiet skulle derfor selv betale for reparationerne.
IUNO mener: Det er vigtigt med vidner
Afgørelsen viser, at det er altafgørende at have beviser. Hvis det ikke kan bevises, hvem der er skyld i en skade, er det den, der har lidt tabet, der står med regningen.
Hvis rederiet havde sørget for vidneforklaringer fra øjenvidner og havde iværksat tekniske undersøgelser af eksempelvis de tilbageværende skrotmaterialer og skibets lastrum, og hvis disse med større sikkerhed havde påvist spor af brandbart materiale, havde rederiets forsikringsselskab muligvis fået dækket de næsten 6 millioner kroner i reparationsomkostninger.
Det burde i den forbindelse måske tillægges større betydning, at vilkårene i tidscertepartiet ganske klart forbød transport ikke kun af farligt gods men også helt generelt af brændbart materiale. Dette synes Sø- og Handelsretten ikke at have tillagt betydning.
Dommen er anket til Østre Landsret.
[Sø- og handelsrettens dom af 7. april 2014, S-30-11]
