Benspænd i Kiel kan medføre forsinkelse af tysk Femer-del
Lokalparlamentet i Slesvig-Holsten skærper kravene til regeringen Berlin om medindflydelse på den tyske del af Femer-projektet
Bag de nye Femerkrav står de tre regeringspartier i Kiel SPD, Die Grünen og det dansk-frisiske mindretalsparti SSW. De vil sikre sig, at Berlin ikke overfører penge fra andre anlægsprojekter i Slesvig-Holsten til denb del af Femer-projektet, som Tyskland skal færdiggøre, nemlig sine landanlæg.
Videre opfordres Berlin til at tage hensyn til befolkning og miljø i Østholsten. Heri ligger et krav om medbestemmelse, når Deutsche Bahn skal vælge linjeføring af det dobbelte jernbanespor fra Femer-anlæggene og sydpå.
Endelig opfordres regeringen i Berlin til at koordinere de tyske anlægsplaner med Danmark og tage hensyn til blandt andet flaskehalsen ved Femernsund. Her har broen kun et vejspor i hver retning.
Alt skal oversættes
13 græsrodsforeninger samlet i Aktionsbündnis gegen eine feste Fehmarnbeltquerung kræver alle dokumenter oversat fra dansk til tysk.
Den tyske planprocedure er langt mere omstændelig end den danske og giver større spillerum for retslige tovtrækkerier. Det vil ikke overraske, hvis de slesvigholstenske lokalplaner indbringes for forbundsforvaltningsdomstolen i Leipzig. Et skrækeksempel på de mange mulige forhindringer er udvidelsen af motorvejen A20 fra Lübeck til Bad Segeberg. Den var en snes år om at blive færdigbygget.
Vil forbyde godstog
- Intet godstog skal køre gennem Femertunnelen, før de tyske landanlæg er færdige, kræver Bettina Hagedorn (SPD), der er valgt i Østholsten og medlem af forbundsdagens trafikudvalg i Berlin.
- Femerforbindelsen kan ikke blive færdig før tidligst 2026, tilføjer den inkarnerede tunnelmodstander.
Fra dansk side forventes Femer-forbindelsen at blive indviet i slutningen af 2021.
Forbundstrafikminister Alexander Dobrindt indrømmer, at Deutsche Bahn bliver flere år forsinket med anlægget af en dobbeltsporet bane i Østholsten, skriver Lübecker Nachrichten.
Avisen nævner 2024 som tidligst mulige færdiggørelse. Det betyder, at godstog indtil da bliver nødt til at bruge bruge den nuværende énsporede bane, der går gennem turistområder og folks baghaver. Trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) accepterer ikke, at tyskerne bruger længere tid på landanlæg end aftalt i Femertraktaten.
- Vi skal opretholde momentum i dette projekt også fra tysk side. Hvis forsinkende ændringer betyder en samlet forbedring, må tyskerne gå i dialog med os som gode naboer, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Den såkaldte Kielervedtagelsen sker netop i disse dage 21.-23. januar 2015.