23948sdkhjf

Politiet afslører underbetaling af udenlandske chauffører

Otte litauiske chauffører har boet i lastbiler i tre-fire uger ad gangen og kører om natten uden at få tillæg
En kontrol af en stribe lastvogne i Ølby ved Køge har afsløret, at flere litauiske chauffører underbetales.

Mændene arbejder på lastvogne, der er indregistreret i Danmark.

Men de får fast løn uden tillæg for natarbejde og overarbejde, selv om de udelukkende kører om natten fra klokken 22 til otte om morgenen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Siden oktober sidste år har de otte chauffører boet i lastbilerne i tre-fire uger ad gangen. Vognene er ejet af ét firma.

Vilkårene betyder, at arbejdsgiverne har overtrådt godslovens bestemmelser om dansk vognmandsvirksomhed, oplyser Politiets Tungvognscenter, TCØ.

- Vores kontroller viser, at der fortsat er brodne kar i branchen, der både underbetaler deres ansatte og omgår reglerne, siger politikommissær Paw Kaltoft i pressemeddelelsen.

- Det er med til at skævvride konkurrencen og ødelægge det for de mange vognmænd og chauffører, der gør en indsats for at følge reglerne og køre en hæderlig og lovlig forretning, tilføjer han.

Sagerne om de litauiske chauffører overgives nu til Trafikstyrelsen.

Ved andre kontroller på Avedøre Holme og ved Storebæltsbroen har politiet fem udenlandske lastvogne, hvor chaufførerne ulovligt har fragtet gods internt i Danmark.

Et af firmaerne har fået en bøde på 35.000 kroner, oplyser politiet.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078