Sværlasttrailer til Gert Svith
Vognmandsfirmaet Gert Svith fra Grenaa har netop købt denne Kel-Berg 4-akslede sværlasttrailer, som har selvstyrende bagaksel og sidemonteret lift på første aksel.
Heavy Duty chassiset har længdevanger opsvejt i I-profil st. 52.3 og ekstra svær flangetykkelse for at optimere trailerens stivhed. Der er tætsiddende tværvanger (IPE100 ) i hele trailerens længde og en meget kraftig kantskinne (UNP160), som er glat udadtil. Som lastsikring er der svære binderinge i kantskinnen.
Denne sværlasttrailer er godkendt til blokvognskørsel og er leveret af Jan Bertelsen fra Lastas.
Tredje generation
Gert Svith er tredje generation i vognmandsfirmaet, som blev startet i 1920erne af Jens Svith. Gert Svith overtog virksomheden fra sin far i 1965.
Gert Svith har udviklet virksomheden med udvinding af sten og grus. Gert Svith har i dag fem grusgrave på det østlige Djursland. I 2009 blev firmaet omdannet til et aktieselskab og fjerde generation, Henrik Svith, blev udnævnt til direktør.
Firmaet udfører alle slags opgaver inden for vognmands- og entreprenørbranchen.