Masser af sikkerhed i ny varebil
En helt ny VW Caddy varebil blev præsenteret onsdag aften i Polen. Selv om designet er nyt, er de største nyheder på sikkerhedssiden.
Det er stort set kun selve varerummet, der er bibeholdt. Det er godt for de mange, der har monteret reoler i deres nuværende model. Og dem er der mange af. Sidste år blev der solgt 863 Caddyer herhjemme.
Teknisk er der kommet nye og mere rene motorer. De er desuden blevet 15 procent mere økonomiske. Som benzin fås den med 1-liters motor (tre cylindre) og 1,4 liters motor med fire cylindre. Begge to er med TSI-betegnelsen.
Som TDI diesel fås Caddy med 2-liters motor fra 75 til 150 hk med forhjulstræk, hvor 150 hk udgaven er med kompressor. En 135 hk diesel fås kun i forbindelse med 4MOTION firehjulstræk.
En ny 1,4-liters TGI naturgasudgave med turbolader fås også som erstatning for den gamle med 2-liter "sugemotor" uden turbo.
Kommende ejere skal ikke kun lade sig betage af det elegante design og de opdaterede motorer. På sikkerhedsfronten er der også gode nyheder.
Vi kan nævne:
Køreassistent-systemerne, som er hentet fra seneste VW Golf-generation.
Nødbremsesystemer som "Front Assist" forkorter standselængder.
City Emergency Braking hjælper op til 30 km/t, hvis man kommer for tæt på den forankørende bil i bytrafikken.
Afstandsregulering - Active Cruise Control - virker op til 160 km/t.
Advarsel for træthed.
Parkeringsassistent klarer parallel-parkering.
Af andet sikkerhedsudstyr kan nævnes fartbegrænser, bi-xenon lys, gardin-airbags, bakkamera og nye kommunikationssystemer.
Caddy i fugleperspektiv
Noget helt nyt i denne type biler er et bremsesystem, der virker efter at en kollision har fundet sted. EDet hedder Post Collision Braking. Systemet bremser bilen i de situationer, hvor chaufføren ikke selv er i stad til at gøre det. Det betyder, at bilen ikke ruller videre, og at ulykken dermed ikke forværres. Dertil kommer OPS-systemet. Det er et 360 graders billede af bilen ovenfra på en skærm, så man kan se, hvad der er rundt om bilen i forbindelse med parkering og anden manøvrering af bilen. Det kan hjælpe til at reducere antallet af skader på bilen.
Genbrug fra andre
- Mit princip er, at vi så vidt muligt skal bruge de nyeste innovationer fra andre biler i koncernen, sagde øverste chef for VW Nutzfahrzeuge Echard Scholz ved pre-præsentationen for Van of the Year-juryen i Wolfsburg ugen før verdenspremieren i Polen i onsdags.
Den nye Caddy har "lånt" teknologi og dele, som findes i VW Golf og Touran. VW Caddy er udviklet som varebil, men den kan også fås som personbil. Den kan fås i en basisudgave og så kan man så skræddersy sin Caddy Van med karosserifarvede kofangere, LED-lys, mere luksusbetonet instrumentering med eksempelvis aflukkelige aflæggerum, 17-tommer alufælge, mm.
Der bliver fire udstyrsversioner at vælge imellem: Conceptline, Trendline, Comfortline og Highline.
Til sommer
Lancering af den nye VW Caddy i Danmark forventes at blive til sommer. Eksporten begynder i juni fra fabrikken i Poznan i Polen. Priserne kendes ikke, men forventes at være på niveau med den hidtidige model.
Volkswagen koncernen har anvendt to milliarder euro (cirka 15 milliarder danske kroner) til at udvikle den nye Caddy. Senere i år kommer ny VW Transporter.