Nummerpladescanning på vej i grænseområder
Af Claus Djørup
Nummerpladescannere bliver snart opstillet ved grænseområder som et almindeligt redskab i bekæmpelse af menneskesmuglere og andre former for grænsekrydsende kriminalitet.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) har fremsat et lovforslag om øget kontrol i grænseområder, hvor identifikation af nummerplader spiller en stor rolle. Af hensyn til EU tales om intelligent kontrol i grænseområder og ikke på selve grænsen.
- Den automatiske nummerpladegenkendelse skal også udnyttes til at kontrollere cabotagereglerne og snyd med vejafgiften, understreger trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).
- Nummepladekameraerne er et væsentligt element til at styrke tungvognskontrollen og sørge for, at reglerne bliver overholdt.
Der er flertal for lovforslaget, men Venstre, Konservative og SF vil samtidig sikre en beskyttelse af personfølsomme data. Datatilsynet og Rigspolitiet er endnu ikke enige om, hvordan data skal indsamles, og hvor længe politiet må gemme oplysningerne.
Effektivt redskab
- Politiet ser nummerpladescanning som et effektivt instrument i indsatsen for at fange menneskesmuglerne og andre, der er illegalt i Danmark, siger Eva Kjer Hansen (V) efter et besøg hos grænsepolitiet i Padborg sammen med andre fire folketings- og europaparlamentsmedlemmer.
- Det er vigtigt at diskutere reglerne for anvendelsen af nummerpladescanning. Det må ikke blive til overvågning af almindelige menneskers færden.
Europol
- Antallet at stjålne lastbiler er faldet markant efter installering af GPS. Det er et eksempel på, hvordan teknologi kan bruges på en god måde i samarbejde mellem en branche og politiet, fortsætter hun.
- Et sådant samarbejde mellem branchen og politiet skal udvikles, så man finder løsninger i fællesskab, der mindsker risikoen for kriminalitet. Det bringer os også hen til den kommende folkeafstemning om en ændring af retsforbeholdet og Europol. Den skal holdes senest om 14 måneder.
- Politiet har behov for samme fleksibilitet som de kriminelle. Jo mere det danske politi kan samarbejde med politi i andre lande og udveksle informationer, desto stærkere bliver bekæmpelsen af kriminalitet.
Enhedslisten og Liberal Alliance kan ende med at stemme imod lovforslaget, mens Dansk Folkeparti stemmer ja, selv om partiet helst ser en egentlig grænsekontrol.