Esbjerg Havn venter forgæves på godstog
Esbjergs splinternye godsterminal står ubenyttet hen. Sporene er for korte, og ingen vil være operatør.
Ingen byder på Esbjergs ny godsterminal, der har kostet 100 millioner kroner. Det er for dyrt og bøvlet at rangere tog på de korte spor.
Det ærgrer Enhedslistens trafikordfører Henning Hyllested, som har en fortid som havnearbejder fra Esbjerg og har et indgående lokalkendskab.
- Terminalen har kun to korte spor på hver cirka 400 meter. Derfor er det ekstra dyrt at rangere togene. Desuden skal man rangere over nogle andre spor, som anvendes som tilkørsel til havnen.
Baneselskabet DB Schenker advarede Esbjerg Havn mod at anlægge korte spor, men havnen har ikke areal nok til ét langt spor på 800 meter. Derfor skal godstogene deles på Esbjerg Station, hvis de er længere end 350 meter.
Banegods på discount
- Jeg er ærgerlig over, at sporene ikke er lavet ordentlig fra starten, siger Henning Hyllested. Det er udtryk for, at man stadig ikke tager godtransport på jernbane særlig alvorligt. Lastbiltransporten fylder det hele.
Han opfordrer Esbjerg Havn til at tage en snak med DB Schenker.
- Vi er i dialog med forskellige interessenter om, hvad der skal gøres. Hvis det viser sig, at der skal nogle justeringer til, så er vi klar, siger Esbjergs havnedirektør Ole Ingrisch.
Der er afsat 58,5 millioner kroner til et nyt spor til Esbjerg havn i aftalen fra marts 2013 om Storstrømsbroen og Holstebromotorvejen. Det bliver herefter muligt at komme til Esbjerg med godstog på op til 700 meter, oplyste transportminister Magnus Heunicke (S) i efteråret.
Lille budget
Ved den lejlighed gengav han Banedanmarks vurdering om, at terminalanlægget på 48.000 kvadratmeter er "fuldt anvendeligt og har en tilstrækkelig kapacitet", selv om projektet måtte beskæres for at overholde den økonomiske ramme.
Brugerne dumper påstanden om anvendelighed. Skibsmægler Søren Stougaard, Blue Water Shipping, kritiserer i TV Syd, at terminalsporene ikke ligger ved kajen.
- Det er et typisk eksempel på et projekt, som bliver gennemført hen over hovedet på de virksomheder, der har indsigt i driftsomkostningerne og godsmarkedet, siger adm. Direktør Gottfried Eymer, DB Schenker Rail Scandinavia, til dagbladet Børsen.
- Terminalen er konstrueret, så omkostningerne fra starten gør det umuligt for jernbanen at konkurrere med lastbiltrafikken, fastslår Eymer.
Det store banegodsselskab siger til TV Syd, at man gerne vil være operatør, når terminalen er bygget om.
Den utilstrækkelige investering på 100 millioner kroner er delt mellem staten og havnen.