23948sdkhjf

Gedigen varebil med nyskabelser

Ford Transit Connect er en god, gedigen varebil med flere nyskabelser.
Tekst og Foto: Henrik Denman

Ford Transit Connect hører til gruppen af mellemstore varebiler, der er meget anvendelige som distributionsbiler i tæt bytrafik. Den konkurrerer med biler som Citroën Jumpy, Peugeot Expert og Mercedes Vito, så der er nok om buddet.

Den nye Ford Transit Connect findes i en kort og en lang version med en lastekapacitet på op til henholdsvis 3,7 og 4,4 kubikmeter.

Når det gælder motoren, kan man vælge mellem en 1,6 liters dieselmotor i tre varianter med 75, 95 eller 115 hk, mens benzinvarianterne omfatter en 1,0 EcoBoost motor med 100 hk og en 1,6 liters Duratec med 150 hk og en seks-trins automatgearkasse.

Som i en personbil

Vores testbil var udstyret med den mellemstore dieselmotor, som rigeligt vil dække behovet for de flestes varekørsel. Det er en motor, der med 22,7 km pr. liter bidrager med en god brændstoføkonomi, ligesom den med et CO2-udslip på 115 g/km lever op til forventningerne på miljøområdet.

Ford har i vid udstrækning overført den sidde- og kørekomfort, som kendes fra personbilerne. Med de store, dobbelte sidespejle føler man sig godt tilpas, når det gælder om at overvåge cyklisterne, og i testbilen, der havde den store Trend-udstyrspakke, får man desuden stor glæde af bakkameraet, der automatisk vises i bakspejlet.

Innovation

Som noget nyt tilbyder Ford Active City Stop, som forhindrer kollisioner ved køkørsel og i bytrafik.

Som varebilschauffør oplever man talrige gange at holde i kø ved vejkryds og køre frem med små intervaller. Der skal kun et øjebliks uopmærksomhed til, før man har ramt bilen foran i bagenden. Det undgår det nye system, hvis man vælger at tilkøbe det.

Der er også mulighed for at vælge Ford Sync med det automatisk nødopkaldssystem Emergency Assistance. Ramler man ind i et uheld, så airbaggen udløses, ringer bilen selv op til alarmcentralen, og hvis man ikke selv kan meddele sig, får centralen bilens nøjagtige position, så hjælpen kan rykke ud.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062