79 grønne busser på gaden
Movia sætter i år helt nye miljøvenlige busser på gaden i både Helsingør og København.
Movia, der er Danmarks største trafikselskab, råder over 448 buslinjer og 10 lokalbaner på Sjælland og transporterer årligt 220 mio. passagerer, hvilket er ti gange så mange som Københavns Lufthavn.
I udbuddet om buslinjerne er miljøkravene til busserne blevet skærpet, og det betyder, at partikel- og NOx-udledningen fra de nye busser reduceres med cirka 80-90 procent i forhold til de nuværende busser. Derudover vil der være en væsentlig mindre CO2– udledning.
- Det er meget positivt, at Movia kan være med til at understøtte kommunernes målsætning om renere luft. Og vi kan se, at de operatører, som har budt på kørslen, også har høje ambitioner på miljøområdet, siger Søren Englund, markedscenterchef i Movia.
Kontrakten på kørslen i Helsingør blev vundet af Fjordbus, mens det konkrete udbud af de tre A-buslinjer blev vundet af Fjordbus på linje 3A og 9A, og af Anchersen på linje 4A. Linje 176, som kører mellem Emdrup Torv og Strandvejen, var også med i det aktuelle udbud. Denne linje blev vundet af Arriva. Her udskiftes busserne dog først i 2019.